Fjernelse af byld
Du skal have fjernet en byld ved en operation.
-
Du skal have fjernet en byld ved en operation.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Lægen skærer hul på bylden og renser såret. Lægen syer ikke såret sammen, men efterlader det åbent, så det kan hele fra bunden. Det minimerer risikoen for nye bylder. Lægen lægger et sårhelende materiale i såret og lægger en sugende forbinding over.
Operationen varer cirka 30 minutter. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Du får tilbudt smertestillende og kvalmestillende medicin, hvis du har behov for det. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin
Hvis du er i blodfortyndende behandling eller tager fiskeolie, skal du muligvis holde pause med behandlingen. Følg den vejledning, du har fået ved forundersøgelsen.
Køb smertestillende medicin
Vi råder dig til på forhånd at købe smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol), så du har til de første dage hjemme.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad og vask dig grundigt – særligt i området for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Medbring eventuel medicin til operationen
Du skal medbringe din daglige medicin, både kosttilskud og anden medicin samt spray- og inhalationsmedicin.
-
Sig til, hvis du får smerter
Du kan få smerter i såret de første dage efter operationen. Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen.
Få skiftet forbinding ved behov
Sygeplejersken ser efter, om forbindingen suger sårvæsken tilfredsstillende. Du får skiftet forbinding ved behov.
Udskrivelse
Du bliver udskrevet enten samme dag eller dagen efter operationen. Inden du tager hjem, aftaler vi, hvordan du skal lindre dine smerter. Ofte er det nok at tage almindelig smertestillende medicin fra håndkøb.
Vi aftaler eventuelt også tid til kontrol af såret.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vi anbefaler også, at du har en voksen person hos dig i det første døgn efter operationen.
-
Hold området omkring såret rent og tørt
Det er vigtigt, at du holder området omkring såret rent og tørt. Hvis forbindingen er gennemsivet, skal den skiftes og en ny påsættes.
Hvis det er hensigtsmæssigt, laver vi en aftale med din kommune om hjemmesygepleje. Hjemmesygeplejersken sørger for at pleje dit sår og skifte din forbinding. Forbindingen skal skiftes cirka hver 2. dag alt efter behov.
Sygemeld dig eventuelt
Du kan sandsynligvis genoptage dit arbejde, længe før såret er fuldstændigt helet. Tal med lægen om dit eventuelle behov for sygemelding.
Tag gerne brusebad
Du må tage brusebad. Planlæg eventuelt at tage bad, lige før hjemmesygeplejersken kommer og lægger ny forbinding på.
Spis proteinrigt
Du må spise og drikke, som du har lyst til. Vi anbefaler, at du spiser proteinrig kost, fx kød og mælkeprodukter, da det fremmer sårhelingen.
-
Hvis du skal til kontrol, aftaler vi det ved udskrivelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Kirurgisk Ambulatorium, Thisted
Tlf. 97 65 06 45
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Dagkirurgisk Afsnit, Thisted
Tlf. 97 65 05 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.30 – 15.00