Hold armen i ro
Du må ikke bruge skulderen aktivt i de første 6 uger efter operationen. Hold den derfor i ro.
For at give armen ro skal du have armen i en arm-slynge, men du skal tage armen ud af slyngen flere gange dagligt, så du kan træne albue, håndled og fingre med venepumpeøvelser. Vi viser dig, hvordan du tager armen ud af slyngen, og hvordan du laver venepumpeøvelser.
Bestil tid hos din egen læge
Du skal selv kontakte din læge og bestille en tid til at få fjernet clipsene. Clipsene skal fjernes 12-14 dage efter operationen.
Forvent hævelse og misfarvning
Du kan forvente misfarvning af skulder og overarm i den første tid. Det er ganske ufarligt, og er et tegn på, at den blodansamling, som eventuelt er opstået under operationen, er ved at fordele sig. Misfarvningen forsvinder langsomt.
De første uger vil ofte være præget af hævelse og smerte. Søg læge, hvis hævelsen ikke forsvinder, hvis den tiltager, hvis den er ledsaget af feber, eller hvis der siver væske fra såret. Din egen læge vil så vurdere, om det er nødvendigt, at du bliver undersøgt på hospitalet.
Tag smertestillende medicin
Inden du tager hjem, udfærdiges recepter på smertestillende medicin, og du får en medicinliste, som sygeplejersken gennemgår med dig. Recepter sendes sædvanligvis elektronisk, og du kan hente medicinen på hvilket som helst apotek i Danmark. Efter 2-3 uger vil de værste smerter være væk, og du vil begynde at kunne mærke langsom fremgang.
Lindr smerterne
Du vil sikkert opleve smerte og hævelse i den opererede skulder, måske også i ugerne efter operationen. Vi anbefaler, at du følger medicinlisten og eventuelt tager ekstra smertestillende inden træning.
Du kan også lindre smerter ved at gøre følgende:
- Veksl mellem hvile og aktivitet, fx gåture
- Læg dig ned og slap af i skulder og ryg.
- Hæv hovedgærdet på din seng, når du sover eller hviler. Et alternativ kan være en godlænestol med fodskammel.
- Læg en ispose på skulderen i 15-20 minutter. I stedet for en ispose kan du anvende en pose med brun sæbe, som du opbevarer i fryseren.
Undgå havbad, karbad og svømmehal
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage havbad, karbad, gå i svømmehal og spabad, indtil såret er helet, og clipsene er fjernet. Du må dog gerne tage brusebad, da såret er dækket med et plaster, som er vandtæt og kan tåle brusebad.
Skift plastret, hvis det bliver vådt eller beskidt
Du skal skifte plastret, hvis det løsner sig, eller hvis der siver væske igennem. Dit operationsplaster er vandtæt og kan sidde i 14 dage. Du får ekstra plaster med hjem. Får du behov for flere plastre, kan de købes på apoteket.
Husk at vaske dine hænder grundigt, før du skifter plaster. Dermed undgår du, at der kommer snavs og lignende i såret.
Så snart såret er tørt, er det ikke længere nødvendigt, at du bruger plaster.
Hvis du ikke kan skifte plasteret selv, kan du bede om hjælp til det fra en pårørende eller hjemmeplejen.
Sygemeld dig
Hvis du er i arbejde, skal du sygemelde dig. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af, hvor meget du bruger din skulder i dit job. Forvent, at du skal være sygemeldt i mindst 6 uger og i minimum 3 måneder, hvis du har et job, som belaster skulderen. Hvis du har tungt fysisk arbejde, kan en længere sygemelding være nødvendig.
Kontakt os ved tegn på infektion
Kontakt os, hvis du oplever tegn på infektion, fx varme, hævelse, rødme eller smerter omkring såret.