Operation af brækket kraveben
Du har pådraget dig et brud på kravebenet. Lægen har vurderet, at bruddet med fordel kan samles med en skinne. Derfor har vi tilbudt dig en operation. Skinnen fjernes kun igen senere, hvis du efterfølgende får gener herfra.
-
Du har pådraget dig et brud på kravebenet. Lægen har vurderet, at bruddet med fordel kan samles med en skinne. Derfor har vi tilbudt dig en operation. Skinnen fjernes kun igen senere, hvis du efterfølgende får gener herfra.
-
Bedøvelse
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen
Selve indgrebet foregår gennem et snit på langs af kravebenet. Lægen sætter bruddet sammen og monterer en skinne, som fæstnes med skruer hvorved bruddet holdes stabilt sammen. Herefter lukker lægen såret med metalclips, og såret dækkes med et plaster. Selve operationen tager cirka 1 time, og du er tilbage på sengeafdelingen 2-3 timer efter operationens start.
-
Mange små nerver krydser hen over kravebenet, og da de ikke kan ses og skånes under operationen, vil op mod halvdelen af patienterne opleve en ændret følesans i et område nedenfor kravebenet. Følesansen kan være ændret permanent.
Som ved andre operationer er der risiko for infektion. Det forebygger vi ved at give antibiotika lige inden operationen.
Selvom bruddet sættes sammen, er der en lille risiko for at det alligevel ikke gror sammen eller at skinnen løsner sig. Beskadigelse af større blodkar og nerver forekommer meget sjældent.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Vask dig grundigt og fjern makeup, neglelak og løse genstande
- Tag bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe.
- Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere.
- Tag rent tøj på. Vi anbefaler blødt og behageligt tøj.
- Fjern makeup, kunstige negle, neglelak og gel-lak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Fjern løse dele, fx smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion. Desuden kan metal på kroppen blive så varmt ved nogle typer indgreb, at der er risiko for brandsår.
- Daglige hjælpemidler, fx briller, høreapparat og tandprotese, tager vi af dig lige inden operationen.
- Kontaktlinser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
-
Du er lokalbedøvet, når du vågner
Under operationen ligger anæstesilægen en såkaldt blokade. Det er en lokalbedøvelse af nerverne i armen, som gør, at du ikke har så ondt, i de første timer efter du vågner. Blokaden virker 10-12 timer. Blokaden kan føles som en lammelse af armen, men det går over igen. Se pjecen ”Bedøvelse og smertebehandling i forbindelse med operation i hånd, skulder eller albue.
En fysioterapeut viser dig, hvordan du træner
Du får vejledning af en fysioterapeut efter operationen, og du vil modtage et program til genoptræning. I nogle tilfælde vil fysioterapeutens instruktion foregå over telefon, dagen efter du bliver udskrevet.
Hjem samme dag
Du kan tage hjem samme dag, men du skal afsætte hele dagen til operationen, da der kan være ventetid både før og efter operationen.
Aftal at have en pårørende hos dig
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig de første 24 timer efter operationen. Din pårørende skal holde øje med eventuelle eftervirkninger fra narkose eller medicin og sørge for, at du får hvile.
-
Bestil tid hos lægen
Du skal selv kontakte din egen læge og bestille en tid til at få fjernet clips. De kan fjernes cirka 12-14 dage efter operationen. Du får udleveret en tang på hospitalet, som din læge skal bruge til at fjerne clips.
Tag smertestillende medicin
Inden du tager hjem, får du recepter på smertestillende medicin og en medicinliste, som vi gennemgår med dig. Recepter sendes elektronisk og du kan hente medicinen, på hvilket som helst apotek i Danmark. Efter 2-3 uger vil de værste smerter være væk, og du vil begynde at kunne mærke langsom fremgang.
Kontakt os ved tegn på infektion
Oplever du tegn på infektion som varme, hævelse, rødme og smerter omkring såret, skal du ringe til os.
Lindr smerterne
Du kan også lindre smerter ved at gøre følgende ting:
- Læg en ispose på skulderen i 15-20 minutter. I stedet for en ispose kan du bruge en pose med brun sæbe som du opbevarer i fryseren.
- Læg dig ned og slap af i skulder og ryg.
- Hæv hovedgærdet på din seng.
Brug armen
Du må bevæge din skulder umiddelbart efter operationen, men overskrid ikke din smertegrænse. Du må belaste din skulder, som du kan for smerter. Du får udleveret en armslynge, som du skal bruge til aflastning af armen, så længe du føler behov herfor, dog højst 3 uger. Herefter kan du bruge slyngen, når du har behov for at hvile armen, dog højest 3 uger. Armen skal tages ud af slyngen flere gange dagligt og bevæges grundigt som instrueret af fysioterapeut.
Fjern plasteret
Du får plastre med hjem. Hvis såret væsker, skal det skiftes hver 3-4 dag og ellers en gang om ugen. For at undgå snavs og lign. i såret skal du vaske dine hænder grundigt før du skifter plastret. Når såret er tørt, må du fjerne plasteret. Plasteret er vandtæt, så du må gerne gå i brusebad med det på. Undgå badekar, spabad og svømmehal indtil såret er helet.
Arbejd hvis du kan
Du kan gå på arbejde, når du føler, at du kan for smerter. Hvis du har meget tungt fysisk arbejde, kan en længere sygemelding være nødvendig.
Vent med sport
Du må genoptage din sport, når du kan for smerter. For både sport og arbejde gælder det, at hvis aktiviteten ikke gør ondt, forvolder den ingen skade. Vær dog opmærksom på, at der indtil bruddet er helet, er øget risiko for at bruddet kan genopstå, hvis du fx faldet og støder skulderen.
-
Du vil efter operationen blive informeret om, hvorvidt der er behov for opfølgende kontrol.
-
Har du spørgsmål til operationen er du velkommen til at kontakte os.
Ortopædkirurgisk Afdeling
Aalborg
Tlf. 97 66 23 45
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 14.30
Hjørring
Tlf. 97 64 16 15
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 14.30
Farsø
Tlf. 97 65 30 50
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 14.30