Behandling med dilatator efter strålebehandling af kræft i endetarmen

Når du har fået strålebehandling for kræft i endetarmen, kan der dannes arvæv i skeden. Dette er en bivirkning ved strålebehandlingen.

Dannelsen af arvævet kan medføre forsnævringer, sammenvoksninger, forkortet skede samt nedsat elasticitet. Desuden kan slimhindens evne til at blive fugtig nedsættes. Forandringerne i skeden kan udvikle sig over måneder til år.

Det er vigtigt at forebygge disse bivirkninger i skeden, da forandringerne kan gøre det vanskeligt at gennemføre samleje og underlivsundersøgelser. Opstår der sammenvoksninger, kan det desuden give øget risiko for blærebetændelse.