Ved undersøgelsen skal du ligge på et undersøgelsesleje. Undersøgelseslejet bliver ført ind i en magnet, der er oplyst og åben i begge ender. Mens undersøgelsen foregår, høres høje bankelyde, der kommer i perioder af 1-5 minutters varighed. Du får derfor tilbudt at få høreværn eller høretelefoner på.
Det er vigtigt, at du ligger helt stille under undersøgelsen. Du har under hele undersøgelsen mulighed for at kontakte personalet. Det er ikke muligt at have pårørende eller ledsagere med inde ved MR-skanneren.
Skanningen varer cirka 1 time
Hvis du skal skannes i bækkenområdet
Det kan til nogle undersøgelser i bækkenområdet være nødvendigt at give et tarmafslappende præparat. Dette gives via venflon i håndryggen og med et prik i lårmusklen. I meget få tilfælde kan det medføre gener eller ubehag.
Giv personalet vigtige oplysninger
Det er vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har metal indopereret i kroppen, har gennemgået karoperationer, har fået indsat øreprotese eller har metalrester efterladt i kroppen efter ulykker. Du kan ikke blive MR-skannet, hvis du har pacemaker.