Behandling med brigatinib
Du skal i behandling med lægemidlet brigatinib.
-
Du skal i behandling med lægemidlet brigatinib.
Brigatinib er en type kræftmedicin, der kaldes en ’kinase-hæmmer’. Den bruges til behandling af fremskreden lungekræft af typen ’ikke-småcellet lungekræft’.
Brigatinib gives til patienter med en form for lungekræft, som er relateret til en defekt i et gen, der kaldes anaplastisk lymfom-kinase (alk). Det defekte gen danner et unormalt protein, som kaldes en kinase, og som stimulerer væksten af kræftcellerne. Brigatinib blokerer virkningen af dette protein, hvilket forsinker vækst og spredning af kræften.
Brigatinib er en tabletbehandling. Man starter op med en lav dosis for at vurdere, om du kan tåle behandlingen. Efter en uge skal du ses af en læge og hvis alt går som det skal, kan man øge dosis.
Sådan tager du medicinen
Du skal tage 1 tablet dagligt med eller uden mad på cirka samme tidspunkt. Tabletterne skal synkes hele og må ikke knuses eller opløses i væske.
Hvis du kaster op efter at have taget brigatinib, må du ikke tage flere tabletter, før det er tid til den næste planlagte dosis.
Hvis du glemmer at tage brigatinib, skal du springe den glemte dosis over og blot tage lægemidlet igen fra næste dosis.
Undlad at drikke grapefrugtjuice
Undgå grapefrugt og produkter, der indeholder grapefrugt under behandlingen, da de kan ændre mængden af brigatinib i din krop.
Udlevering af tabletter og tjek af dit helbred
Hver 4. uge skal du have udleveret tabletter hos os.
I den forbindelse kontrollerer vi dine blodprøver og din hjerterytme. Derfor skal du hver gang have taget en blodprøve og hver anden gang have lavet ekg. Samtidig får du udleveret brigatinib til den næste periode.
Derudover skal du lave en urinprøve (du får udleveret glas til urinprøven) og så får du målt blodtryk og puls.
Kontrol med CT-skanning
Hver 12. uge kontrollerer vi behandlingens effekt med en CT-skanning. Du vil blive indkaldt til skanning og lægesamtale.
Behandlingen fortsætter, så længe sygdommen ikke udvikler sig, og der ikke er uacceptable bivirkninger.
Bestil tid til blodprøve og ekg
Husk at du hver gang skal have taget blodprøve og afgive urinprøve og hver anden gang have lavet et ekg.
Vi rekvirerer prøverne elektronisk, men du skal selv bestille tiden til, at få taget blodprøverne på hospitalet.
Bestil tid til blodprøve og ekg påhttps://booking.rn.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringskort), når du skal have taget blodprøverne.
Besvar Ambuflex-spørgeskema 2 dage før
Husk at besvare Ambuflex (spørgeskema) 2 hverdage inden din behandling. Vi har brug for at vide, hvordan du har det, inden din behandling kan ordineres.
Meget almindelige bivirkninger
Disse bivirkninger er meget almindelige, det vil sige, at de kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer):
- Lungebetændelse herunder åndenød og hoste.
- Forkølelsessymptomer (infektion i de øvre luftveje)
- Problemer med synet. Fortæl det til personalet, hvis dit syn ændres og du oplever synsforstyrrelser som for eksempel lysglimt, sløret syn eller lysfølsomhed.
- Ubalance i dine blodprøver fx nedsat natrium, kreatinkinase eller blodsukker.
- Forhøjet blodsukker. Fortæl hvis du føler dig meget tørstig og skal lade vandet hyppigere.
- Symptomer som for eksempel følelsesløshed, en snurrende eller prikkende fornemmelse, svækkelse eller smerter i hænder og fødder
- Svimmelhed
- Forstoppelse og diarré
- Kvalme og opkastning
- Mavesmerter
- Betændelse i munden og på læberne
- Udslæt eller kløe i huden
- Led- eller muskelsmerter (inklusive muskelkramper)
- Træthed
- Hævelser på grund af vand i kroppen
- Feber.
Almindelige bivirkninger
Disse kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):
- lavt antal blodplader, hvilket kan øge risikoen for blødninger og blå mærker
- svært ved at sove (søvnløshed)
- hukommelsesbesvær
- smagsforstyrrelser
- unormal hjerte-aktivitet (forlænget qt-interval målt med et elektrokardiogram (ekg))
- hurtig puls
- hjertebanken
- mundtørhed
- smerter
- vægttab.