Forebyggende behandling med 5-FU og oxaliplatin
Du skal i behandling med 5-fluorouracil (5-FU) og oxaliplatin som forbyggende behandling efter operation for kræft i tyk- eller endetarm. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
-
Du skal i behandling med 5-fluorouracil (5-FU) og oxaliplatin som forbyggende behandling efter operation for kræft i tyk- eller endetarm. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Den behandling, vi vil tilbyde dig, består af to forskellige slags kemoterapi (5-FU og oxaliplatin), der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst, samt calciumfolinat, som er en form for B-vitamin, der forstærker virkningen af det ene kemostof (5-FU).
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 2 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- Du får behandling på dag 1, 2 og 3 i hver behandlingsserie. Dag 2 og 3 foregår derhjemme.
- Du holder pause med behandlingen resten af uge 1 og hele uge 2.
- På bagerste side kan du se et skema over behandlingerne.
At behandlingen gives forebyggende betyder, at den er med til at nedsætte din risiko for at få tilbagefald af din tyk- eller endetarmskræft på sigt.
Behandlingen er planlagt til at vare enten 3 eller 6 måneder svarende til 6-12 behandlingsserier. Behandlingens varighed afhænger af din risiko for tilbagefald og afgøres af din læge. Behandlingen kan pauseres eller stoppes før tid, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe.
Hver behandling foregår således:
- Calciumfolinat gives samtidig med oxaliplatin i et drop over cirka 2 timer.
- Efterfølgende får du 5-FU i et drop over 3-5 minutter.
- Herefter tilkobles en pumpe med 5-FU, som frigiver kemoterapien over 46 timer. Pumpen tages af på 3. dag, enten af en hjemmesygeplejerske eller på hospitalet.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver ny behandlingsserie. Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påhttps://booking.rn.dk
Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du skal desuden udfylde Ambuflex – se særskilt information.
Medicinsk kræftbehandling påvirker ikke alene kræftceller, men også kroppens raske celler. Det betyder, at du kan få bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog heller ikke på forhånd udelukke, at der kommer andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed.
- Påvirkning af knoglemarven. Kemoterapien påvirker din knoglemarv, så blandt andet dit immunforsvar (de hvide blodlegemer) kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver inden hver behandling. Oplever du feber over 38,5 ̊ C, skal du straks tage kontakt til Onkologisk Afdeling.
- Kvalme og opkastninger. Kvalme og opkastninger kan forekomme. Du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Nervepåvirkning. Sovende/summende fornemmelse i fingre og/eller tæer, særligt udløst af kulde. Ses hos næsten alle og er oftest mest udtalt i dagene efter hver behandling. Symptomerne fortager sig ofte, inden der gives behandling på ny, men der er en risiko for, at der kan udvikles permanente nerveskader. Fortæl os derfor altid, hvis du har en vedvarende summen eller sovende fornemmelse eller har påvirket finmotorik mellem hver behandling, som ikke længere udelukkende er udløst af temperaturpåvirkning (fx problemer med at knappe knapper, holde på en blyant eller besvær med at mærke underlaget under fødderne). Man kan desuden opleve en strammende fornemmelse i halsen, hvis man drikker noget koldt eller trækker kold luft ind. Dette kan føles meget ubehageligt, men er helt ufarligt. Dette ses oftest på selve behandlingsdagen og kan forebygges ved at have noget varmt med at drikke eller trække vejret roligt i et ærme eller lignende.
- Irritation af huden. Huden kan blive øm, rød, tør, revne og skalle af, særligt i håndflader og på fodsåler. Du kan til en vis grad forebygge generne ved at smøre huden med en fed creme allerede fra begyndelsen af behandlingen.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det. Hvis du får diarré, der ikke kan stoppes i løbet af 24 timer med den medicin, du får udleveret (loperamid), skal du straks tage kontakt til Onkologisk Afdeling.
- Påvirkning af slimhinder i øjne og mund. Slimhinderne i øjne og mund kan blive irriterede. Øjnene kan blive tørre og løbe i vand. Der kan komme blister og blæner i mundhulen og eventuelt sår. En del vil opleve smagsændringer og påvirket appetit.
Påvirkning af hjertet. Kemoterapien kan i sjældne tilfælde give kramper i blodkarrene i hjertet eller medføre andre påvirkninger af hjertet. Det kan opleves som brystsmerter, rytmeforstyrrelser eller åndenød. Får du symptomer under behandlingen, er det vigtigt, at du informerer os.
Hvis du får stærke trykkende smerter midt i brystet, der eventuelt stråler ud til armen, ned i maven eller op i halsen, skal du straks ringe 1-1-2.Fortæl os om bivirkningerne
Bivirkninger til behandlingen kan i sjældne tilfælde blive meget alvorlige og i værste fald være livstruende. Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre via Ambuflex eller ved at ringe til os.
Kontakt os ved disse symptomer
Hvis du oplever en eller flere af følgende bivirkninger, skal du kontakte os straks:
- Feber over 38,5 ̊ C
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt vores vejledning
- Kvalme og opkastning
- Spontane blødninger
- Brystsmerter eller trykken for brystet.
Seksualitet og samvær
Sygdom og behandling berører mange sider af livet, og lysten til seksuelt samvær kan blive påvirket. Du kan føle dig træt og uoplagt og synes, at det seksuelle er sekundært i forhold til at komme igennem sygdomsforløbet og behandlingen.
Graviditet og amning
Hvis der er mulighed for, at du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Øvrig medicin
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret af Onkologisk Afdeling, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den medicinske kræftbehandling.
Hvis du kommer i lægebehandling uden for Onkologisk Afdeling, er det ligeledes vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Onkologisk Afdeling.
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Serie 1
Serie 2
Serie 3
Serie 4
1. uge
2. uge
3. uge
4. uge
5. uge
6. uge
7. uge
8. uge
Dag
1
2
3
1
2
3
1
2
3
1
2
3
Calciumfolinat
x
x
x
x
Oxaliplatin
x
x
x
x
5-FU
x
x
x
x
5-FU i pumpe
x
x
x
x
x
x
x
x
x
x
x
x
Pumpen fjernes
x
x
x
x
Samtale ved læge/sygeplejerske
x
x
x
x
Blodprøver dagen inden behandling
x
x
x
x