Behandling med zoledronsyre
Du skal i behandling med zoledronsyre, også kaldet Zometa.
Selvom du bliver behandlet for din kræftsygdom, kan den i nogle tilfælde sprede sig til knoglerne. Det kan medføre, at knoglerne bliver afkalket og svækket.
Der kan også blive frigivet for meget kalk til blodet, hvilket kan give dig symptomer som fx kvalme, opkastning, forstoppelse, tørst og træthed.
-
Du skal i behandling med zoledronsyre, også kaldet Zometa.
Selvom du bliver behandlet for din kræftsygdom, kan den i nogle tilfælde sprede sig til knoglerne. Det kan medføre, at knoglerne bliver afkalket og svækket.
Der kan også blive frigivet for meget kalk til blodet, hvilket kan give dig symptomer som fx kvalme, opkastning, forstoppelse, tørst og træthed.
Zoledronsyre virker ved at hæmme de knoglenedbrydende celler, hvilket mindsker nedbrydelsen af knoglerne, hvorved risikoen for knoglebrud nedsættes. Derudover hæmmes udskillelsen af de vækstfaktorer, der har betydning for kræftcellernes vækst.
Afhængig af din sygdom kan behandlingen gives hver 3. eller 4. uge det første år, herefter gives det hver 12 uge. Antallet af behandlinger afhænger også af din sygdom og af, hvordan du tåler behandlingerne.
Hvis du oplever svære bivirkninger af behandlingen, kan vi blive nød til at holde pause med behandlingen eller afbryde den helt.
For at undgå at komme i kalkmangel i forbindelse med behandling med zoledronsyre, anbefales det, at du tager tilskud af kalk og vitamin D.
På behandlingsdagen.
På behandlingsdagen får du eventuelt anden kræftmedicin samtidig med zoledronsyre.
Du får zoledronsyre i en blodåre via et drop over 15 minutter
Få dine tænder undersøgt hos tandlægen
For at undgå problemer i kæben, er det vigtigt, at du får undersøgt og renset dine tænder hos din tandlæge, inden du starter behandlingen. Har du andre tandproblemer skal disse også udbedres inden du opstarter behandlingen. Hvis du har tandprotese, skal den også kontrolleres og justeres inden opstart.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Husk at få taget blodprøver hverdagen inden behandlingen. Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Bestil tid til blodprøven påwww.booking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
De fleste tåler Zometa fint, men nogle kan opleve bivirkninger, herunder:
- Smerter i knogler, led og muskler
- Træthed
- Hovedpine
- Feber
- Kulderystelser
- I sjældne tilfælde ses osteonekrose af kæben: Derfor er det vigtigt du tager kontakt, hvis der er hævelse og betændelse af tandkødet, tænderne er løse, dårlig heling af tandkød, følelsesløshed eller tyngdefornemmelse i kæben.
Hold en god tandhygiejne
Under behandling med zoledronsyre skal du sørge for at holde en god tandhygiejne. Børst tænder og tunge med en blød tandbørste mellem måltiderne og ved sengetid. Brug gerne tandtråd daglig, men undlad det, hvis tandkødet bløder eller gør ondt. Sørg for at holde munden fugtig, anvend ikke mundskyllemidler, som indeholder alkohol.
Giv din tandlæge besked, hvis der opstår problemer
Får du behov tandproblemer, er det vigtigt, at du giver din tandlæge besked om, at du er i behandling med zoledronsyre.
Giv os besked, hvis tandlægen vil ordne dine tænder
Det er også vigtigt, hvis din tandlæge vurderer, at du skal have foretaget noget i dine tænder, at du tager kontakt til os på Onkologisk Afdeling.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.