Behandling med Cetuximab
Du skal i behandling med Cetuximab.
-
Du skal i behandling med Cetuximab.
Cetuximab er et antistof, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Du skal have Cetuximab 1 gang om ugen. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
Hver 8. uge kontrollerer vi behandlingens effekt med en skanning. Du vil blive indkaldt til skanningen.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Din vægt registreres
- Inden behandlingen med Cetuximab får du medicin, som mindsker risikoen for allergisk reaktion.
- Du får Cetuximab i en blodåre i et drop. Den første gang gives medicinen i løbet af 2 timer – ved de øvrige behandlinger i løbet af 1 time.
- Ved de første behandlinger bliver du observeret nøje af en sygeplejerske, som jævnligt måler dit blodtryk på grund af risikoen for allergisk reaktion.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig be-handling.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Allergisk reaktion. Du får i forbindelse med behandlingen medicin for at forebygge en allergisk reaktion. Denne medicin virker sløvende, og du må ikke køre bil det 1. døgn efter behandlingen.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Træthed.
- Feber. Hvis du får feber samme dag, som du har fået behandling, er det en reaktion på Cetuximab. Tag eventuelt smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol for at dæmpe feberen.
- Bumselignende udslæt.
- Kløende udslæt. Du kan få kløende udslæt, eventuelt med væskende sår. Spørg os, hvilken behandling du skal have.
- Revner i huden. Du kan få revner i huden ved fingre og negle. Spørg os, hvilken behandling du skal have.
- Diarré. Du kan få diarré. Du må maksimalt have 4 vandtynde afføringer per dag. Du kan afhjælpe diarré ved at tage 2 tabletter loperamid ved første diarré, herefter 1 tablet ved hver diarré. Du må maksimalt tage 8 tabletter i døgnet. Hvis der går mere end 24 timer, inden diarréen stopper, skal du kontakte os. Husk at drikke rigeligt med væske, det vil sige cirka 2 liter i døgnet.
- Irritation af øjne der kan blive røde og tørre.
- Påvirkning af slimhinden i munden.
- Svimmelhed.
Aftal at blive hentet af en pårørende efter behandlingen
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn, efter du har fået Cetuximab, da du kan opleve at blive træt og sløv.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Svimmelhed, træthed og hovedpine
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt den vejledning, vi har givet dig.