Tal med dit barn
Acceptér, at det ikke er let at tale med dit barn om alvorlig sygdom og død – men gør det alligevel. Vær opmærksom på, at barnet kan:
- aflæse følelser og stemninger omkring sig
- aflæse kropssprog
- overhøre samtaler både direkte og indirekte.
Barnet har brug for:
- information fra nære voksne
- klar, enkel, ærlig og gentaget information
- bekræftelse og sikkerhed.
Barnet kan stille mange spørgsmål som fx:
- Hvad skal der ske med os?
- Bliver du også syg?
- Er det min skyld?
Giv derfor barnet ekstra stabilitet, og følg kendte rutiner i hverdagen. Giv udtryk for omsorg og kærlighed.
Du er rollemodel
Dit barn observerer, hvordan du reagerer. Det kan give usikkerhed over, hvad der er tilladt, fx om det er i orden at græde, om det er tilladt at trøste og blive trøstet. Forbered barnet på, hvordan andre reagerer.
Informér dit barns institution
Fortæl dit barns dagpleje, børnehave eller skole om jeres situation i familien. De er sammen med barnet en stor del af dagen, og det er vigtigt for barnet at have en fortrolig voksen, som ikke er følelsesmæssigt involveret.
Vær ikke for hård ved dig selv
Husk ikke at være for hård ved dig selv. Det er ikke unormalt at overreagere overfor dit barn, når du er stresset og presset. En atmosfære af kærlighed og tillid hjælper de fleste, hvis man ikke kan finde de rigtige ord at sige.
Vær bevidst om barnets opfattelse af døden
Børn opfatter døden forskelligt afhængig af deres alder. Derfor har de også brug for forskellige former for omsorg:
- 0-4-årige: Det lille barn opfatter ikke døden som noget uigenkaldeligt. Det kan ikke forstå, at den døde, ikke vender tilbage. Barnet kan føle sig forladt og plaget af skyldfølelse. Det kan stille konkrete, direkte og ofte vanskelige spørgsmål. Måske fortæller det om den døde alle vegne. Hovedsageligt er små børn meget kropslige og ikke så sproglige. De har derfor brug for berøring. Stemninger kan lagres som skjulte erindringer. Du skal være historiefortæller og låne børnenes ord.
- 4-9-årige: Barnet opfatter gradvist døden som uigenkaldelig. Barnet blander fantasi og virkelighed sammen. Barnet tænker meget på døden og accepterer ikke tanken om egen død. Hjælp barnet til at huske den, det har mistet.
- 10-11-årige: Barnets forestilling om døden er nu abstrakt ligesom hos voksne, og døden er blevet uundgåelig. Barnets angst for døden kan være stor og viser sig ofte ved sengetid.
- 12-13-årige: Barnet kan beherske og fortrænge angsten for døden. Barnet er meget påvirkeligt af den måde, de voksne forholder sig til døden på. Barnet kan være deprimeret og bekymret for fremtiden.
- 14+: Konflikten mellem behovet for den naturlige løsrivelse og bindingen til den syge i hjemmet giver ofte barnet skyldfølelse og modsatrettede følelser over for den syge eller døende.