PET/CT-skanning af kroppen med sporstof (18F-FDG og kontraststof)
Du skal have foretaget en PET-skanning og en CT-skanning med kontraststof. CT-skanningen viser, hvordan kroppen ser ud indeni, og PET-skanningen viser, hvor i kroppen der sidder celler, der har et højt forbrug af sukker. Ved at kombinere de to skanninger er det muligt at undersøge områder med celler med højt stofskifte (blandt andet kræftceller og infektionsceller), samt hvor de er placeret i kroppen.
-
Du skal have foretaget en PET-skanning og en CT-skanning med kontraststof. CT-skanningen viser, hvordan kroppen ser ud indeni, og PET-skanningen viser, hvor i kroppen der sidder celler, der har et højt forbrug af sukker. Ved at kombinere de to skanninger er det muligt at undersøge områder med celler med højt stofskifte (blandt andet kræftceller og infektionsceller), samt hvor de er placeret i kroppen.
-
Du får en indsprøjtning
Inden undersøgelsen får du målt dit blodsukker. Herefter får du en indsprøjtning med en lille mængde radioaktivt sukker i en blodåre i armen. Prikket i armen kan sammenlignes med at få taget en blodprøve. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med den lille mængde radioaktive sukker.
Du skal hvile
Efter indsprøjtningen skal du hvile i cirka ½ time. Det er vigtigt, at du i hviletiden ligger og slapper godt af, da det radioaktive sukker ellers ikke sætter sig, hvor det skal. Efter hviletiden får du vand, som du skal drikke inden skanningen.
Lejring
Du skal ligge på et leje i såkaldt fiksation, som er tilpasset dig – det vil sige, at vi sikrer, at du ligger på nøjagtig samme måde ved hver strålebehandling.
Du får plastre på
Lige inden du bliver skannet, får du 3 plastre på kroppen, som vi tegner på. De skal blive siddende indtil sidste strålebehandling. Plastrene hjælper os med at planlægge din stråleplan og indstille acceleratoren til strålebehandlingen.
Selve undersøgelsen
Skanningen foregår ved, at du ligger på ryggen på et smalt leje i 20-25 minutter. Det er meget vigtigt, at du ligger helt stille under hele proceduren. Undersøgelsen varer 2-3 timer. I forbindelse med CT-skanningen får du en indsprøjtning af kontraststof i en blodåre i armen. Dette kan give varme i kroppen, fornemmelse af vandladningstrang og metalsmag i munden. Det forsvinder dog hurtigt igen, når kontrastvæsken fordeler sig i dine kar og indre organer.
-
Få taget en blodprøve inden aftalen
2-6 dage inden skanningen skal vi bruge en blodprøve fra dig. Den kan du få taget enten hos din egen læge eller på hospitalet. Hvis du vil have den taget på et hospital i Region Nordjylland, kan du bestille tid til blodprøven på https://booking.rn.dk
Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Mød fastende
Du skal faste inden undersøgelsen, så der ikke er sukker i blodet. Det eneste, du må indtage i fastetimerne, er postevand. Du må ikke spise eller drikke andet end vand fra 6 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tyggegummi. Hvis dette ikke overholdes, vil skanningen ikke blive gennemført.
Undgå hård fysisk anstrengelse
Du skal undgå hård fysisk anstrengelse 24 timer før undersøgelsen.
Drik vand i døgnet inden undersøgelsen
Du skal drikke rigeligt inden undersøgelsen. I det døgn, der leder op til undersøgelsen, skal du drikke minimum 1 liter vand.
Du må tage din medicin
Op til undersøgelsen må du gerne tage din vanlige medicin, medmindre det er insulin eller Metformin (se sidst i pjecen).
Hvis du har brug for beroligende medicin, skal du medbringe medicinen og aftale nærmere med personalet.
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Påklædning på skanningsdagen
Du har som udgangspunkt dit eget tøj på under skanningen. Der er dog nogle forholdsregler, særligt omkring metal, som vi gerne vil, du tager hensyn til:
- Undlad smykker og piercinger.
- Undlad overdele med dekorationer med fx pailletter, nitter og knapper af metal.
- Undlad at tage bh på med bøjler og låse af metal.
-
Drik rigeligt efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen skal du drikke rigeligt. Vi anbefaler, at du minimum drikker 1 liter vand.
Forvent ikke svar på undersøgelsen
Du vil ikke modtage svar på undersøgelsen, da vi udelukkende bruger den til at planlægge din strålebehandling.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Stråleterapien
Tlf. 97 66 15 41
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
-
Generelt:
- udføres undersøgelsen bedst, hvis dit blodsukker er velreguleret (det vil sige lavere end 7 mmol/l), og den kan ikke gennemføres, hvis dit blodsukker er > 11 mmol/l
- skal du kontakte henvisende læge, hvis dit blodsukker hyppigt er højere end 11 mmol/l.
Hvis du er i behandling med insulin:
- skal du spise et måltid og tage din sædvanlige insulindosis 4 timer inden dit mødetidspunkt
- skal du kontakt afdelingen, hvis dit mødetidspunkt er før klokken 11
- skal du medbringe din insulin og en madpakke på undersøgelsesdagen
- skal du tage din medicin som vanligt, hvis du sammen med insulin også får anden medicin.
Hvis du er i behandling med Metformin:
- skal du holde pause med dette 72 timer forud for skanningstidspunktet medmindre din henvisende læge har givet anden besked. Ved hurtig indkaldelse til skanning skal du pausere Metformin så længe som muligt.
(Metformin findes også som indholdsstof i Eucreas Komb, Janumet®, komb, Jentadueto, komb, Komboglyze, komb, Mitforgen, Synjardy, komb., Vipdomet, komb., Xigduo, komb.).
- Hvis du får Victoza® eller Byetta, skal du tage dette som vanligt.
- Hvis du er i tabletbehandling for din diabetes, skal du faste i 6 timer før mødetidspunktet.
Hvis du er i behandling med insulinpumpe:
- skal du møde fastende klokken 8 om morgenen; du skal være fastende i minimum 6 timer op til mødetidspunktet
- skal du lade din insulinpumpe fortsætte på basalrater
- skal du medbringe en madpakke på undersøgelsesdagen.
Hvis du har spørgsmål til håndtering af insulinpumpen, kan du ringe til Endokrinologisk Afdeling.
Endokrinologisk Afdeling
Tlf. 97 66 36 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 10.00 – 12.00