Kemoterapi med CAV
Du skal i behandling med CAV, som er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med CAV, som er kemoterapi.
CAV består af 3 forskellige slags cellegifte, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Navnet CAV stammer fra forbogstaverne på de indholdsstoffer eller præparater, der indgår i behandlingen:
C = Cyklofosfamid (kemoterapi)
A = Adriamycin (kemoterapi)
V = Vinkristin (kemoterapi)
Hvert af disse stoffer griber ind forskellige steder i
cellernes deling.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag får du både Cyklofosfamid, Adriamycin og Vinkristin.
- I den 2. og 3. uge holder du pause med behandlingen. Du skal dog på dag 14 have taget blodprøver.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du
skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Din urin bliver undersøgt for blod.
- Du får cyklofosfamid i en blodåre i et drop over 30 minutter.
- Herefter får du adriamycin i en blodåre i et drop over 15 minutter.
- Til sidst får du vinkristin i en blodåre i et drop over 5-15 minutter.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver ny behandlingsserie. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Medbring en urinprøve til behandling
Når du kommer til behandling, skal du have en urinprøve med. Vi undersøger urinprøven for blod.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Påvirkning af hjertet. Behandlingen kan påvirke dit hjertes pumpefunktion. Derfor undersøger vi dit hjerte før behandlingen begynder og med jævne mellemrum.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2- 2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
Kontakt os ved disse symptomer:
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx blod i urinen
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.