Behandling med Cisplatin og Gemcitabin
Du skal i behandling med Cisplatin og Gemcitabin, som er kemoterapi. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
-
Cisplatin og Gemcitabin er kemoterapi, der påvirker og hæmmer kræftcellers vækst.
Du skal have behandlingen i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, eller hvis du selv ønsker at stoppe den.
Hvis du oplever svære bivirkninger af behandlingen, kan vi blive nødt til at holde pause med behandlingen eller at afbryde den helt.
Hver serie ser sådan ud:
Dag 1: Cisplatin og Gemcitabin
Dag 8: Cisplatin og Gemcitabin
Den 3. uge (dag 15) holder du pause med behandlingen.
Hver behandling foregår således:
- Du bliver vejet.
- Først får du 1 liter væske over cirka 1 time via et drop i en blodåre. Vi holder øje med din urinmængde undervejs. Du får Cisplatin i droppet over ½ time.
- Derefter får du endnu 1 liter væske over 1 time, for at skylle nyrerne godt igennem.
- Til sidst får du Gemcitabin i droppet over ½ time.
- Når behandlingen er slut, bliver du vejet. Hvis du vejer mere end ved starten af behandlingen, eller hvis du har symptomer på for meget vand i kroppen (overhydrering), vil du blive tilbudt vanddrivende medicin. Behandlersygeplejersken vil vurdere, om du har behov for det.
- Du får kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver ny behandling. Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Book tid til blodprøven påbooking.rn.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøver ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger og for at vurdere behandlingens effekt på sygdommen. Du kan se en oversigt over behandlingsforløbet sidst i pjecen.
Find oversigt bagerst i pjecen
Medicinsk kræftbehandling påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Når det sker, kan det give bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkningerne hos dig, men kan heller ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt. De mest almindelige bivirkninger er:
- Træthed.
- Kvalme og opkastninger. Du får kvalmestillende medicin forebyggende og ved behov. Sig til hvis den medicin, du får, ikke hjælper dig tilstrækkeligt.
- Påvirkning af nyrerne. Cisplatin kan påvirke nyrerne. Derfor er det nødvendigt at drikke godt i løbet af dagen op til hver behandling og i dagene efter. Desuden supplerer vi med ekstra væske i drop i forbindelse med hver behandling. Vi kontrollerer dine blodprøver før hver behandling, og hvis vi ser en for stor påvirkning af nyretallene, vil vi vurdere, om der er behov for en supplerende nyrefunktionsundersøgelse.
- Påvirkning af hørelsen. Cisplatin kan give hørenedsættelse og tinnitus. Fortæl os, hvis du bliver dårligere til at høre i forbindelse med behandlingen. Hørenedsættelsen kan blive permanent.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Cisplatin kan påvirke de små nervegrene, så du kan få prikken og stikken i fingre og tæer. Disse bivirkninger kommer gradvist. De vil som oftest forsvinde igen, men kan blive permanente.
- Hævede ben. Gemcitabin kan give hævede ben. Du kan bruge støttestrømper for at afhjælpe hævelsen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så blandt andet dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Let hårtab.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin.
Fortæl os om bivirkningerne
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige og i værste fald være livstruende. Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os.
Kontakt os ved disse symptomer
Hvis du oplever en eller flere af følgende bivirkninger,
skal du kontakte os straks:
- Feber over 38,5 ̊ C
- Diarré, der varer i mere end 24 timer, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt vores vejledning
- Åndenød
- Spontane blødninger.
Seksualitet og samvær
Sygdom og behandling berører mange sider af livet, og lysten til seksuelt samvær kan blive påvirket. Du kan føle dig træt og uoplagt og synes, at det seksuelle er sekundært i forhold til at komme igennem sygdomsforløbet og behandlingen.
Graviditet og amning
Hvis der er mulighed for, at du eller din partner kan blive gravide, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Øvrig medicin
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret af Onkologisk Afdeling, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den onkologiske behandling.
Hvis du kommer i lægebehandling uden for Onkologisk Afdeling, er det også vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Onkologisk Afdeling.
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Skemaet herunder viser 3 behandlingsserier. De efterfølgende serier vil forløbe på samme måde.
Serie 1
Serie 2
Serie 3
Inden opstart
Dag 1
Dag 8
Dag 15
Dag 1
Dag 8
Dag 15
Dag 1
Dag 8
Dag 15
Efter hver 3. serie
Behandling med Cisplatin
x
x
x
x
x
x
Behandling med Gemcitabin
x
x
x
x
x
x
Blodprøve
x
x
x
x
x
x
x
Lægeundersøgelse
x
x
x
CT-skanning
x
x