Kemoterapi med Irinotecan (CPT-11)
Du skal i behandling med Irinotecan (CPT-11), som er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med Irinotecan (CPT-11), som er kemoterapi.
Irinotecan (CPT-11) er et celledræbende stof, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Der er 1 behandlingsdag i hver serie, og hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag får du Irinotecan.
- I 2. og 3. uge holder du pause med behandlingen.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Inden behandlingen får du en indsprøjtning med Atropin i overarmen. Atropin modvirker akutte mavesmerter og pludselig diarré.
- Dernæst får du Irinotecan (CPT-11) i en blodåre i et drop over 30 minutter.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Svimmelhed og synsforstyrrelser. Du kan opleve svimmelhed og synsforstyrrelser inden for det første døgn efter behandlingen. Derfor bør du ikke køre bil samme dag, som du får behandling.
- Svedeture og tåreflåd. Du kan opleve svedeture, og at dine øjne løber i vand, i forbindelse med behandlingen. Du får forebyggende medicin mod dette inden behandlingen.
- Hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Diarré. Du kan få diarré, det vil sige minimum 4 tynde afføringer på 1 dag. Du kan afhjælpe diarréen ved at tage 2 styk tablet Imodium® ved første diarré, herefter 1 styk hver 2. time, indtil der er gået 12 timer, hvor du ikke har haft diarré. Kontakt os, hvis du har diarré i mere end 24 timer. Husk at drikke rigeligt med væske, cirka 2 liter i døgnet.
- Forstoppelse. Forstoppelse kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
Følg vores vejledning
Det er vigtigt, at du nøje følger de vejledninger, du har fået med hjem. Kontakt os, hvis du er i tvivl om noget.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt den vejledning, vi har givet dig.