Gode råd om morfin og trafik

Der er andet end alkohol, der kan påvirke din evne til at køre bil. Morfin og morfinlignende medicin er trafikfarlig medicin, fordi den kan nedsætte din reaktionsevne, din koncentration og din muskelkoordination. Det vil sige, at det er mindst lige så farligt at køre bil, når man har taget morfin, som hvis man har drukket alkohol.

Påvirkningen i de første par uger af en behandling svarer til en alkoholpromille på 0,6-1,2. Det kan give farlige situationer i trafikken, og du kan blive dømt efter færdselsloven, hvis medicinen påvirker din evne til at køre bil.

Du bør derfor være opmærksom på, hvornår du må sætte dig bag rattet i din bil. Det samme gælder motorcykel, cykel og arbejde med farlige maskiner.