Kemoterapi med EXE
Du skal i behandling med EXE, som er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med EXE, som er kemoterapi.
EXE består af 3 forskellige stoffer, der virker mod din sygdom på forskellige måder. Navnet stammer fra forbogstaverne på de indholdsstoffer eller præparater, der indgår i behandlingen. De tre stoffer hedder:
E = Epirubicin
X = Xeloda
E = Eloxatin (kaldet Oxaliplatin)
Alle 3 stoffer er cellegifte, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Du får Epirubicin i en blodåre i drop over 15 minutter.
- Dernæst får du Oxaliplatin i en blodåre i et drop over 30 minutter.
- Du får kvalmestillende medicin.
- Du får Xeloda-tabletter med hjem, som du skal tage morgen og aften i 21 dage. Du skal starte samme dag, som du får behandling på sygehuset.
Behandlingen varer i alt 1½ time.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Påvirkning af knoglemarven. Kemoterapien påvirker din knoglemarv, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver inden hver behandling.
- Kvalme og opkastninger. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2-2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
- Påvirkning af hjertet. Behandlingen kan påvirke dit hjertes pumpefunktion. Derfor undersøger vi dit hjerte, før behandlingen begynder og med jævne mellemrum i behandlingsforløbet.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.