Kemoterapi med Alimta® og Carboplatin
Du skal i behandling med Alimta® og Carboplatin, som begge er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med Alimta® og Carboplatin, som begge er kemoterapi.
-
Alimta® og Carboplatin er celledræbende stoffer, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
-
Blodprøver inden start af behandling
Inden endelig beslutning om, hvorvidt du skal påbegynde behandling, skal du have taget nogle blodprøver. Svaret på disse blodprøver er afgørende for, om du kan tåle behandlingen.
Inden behandlingen med Alimta® skal du også gennemgå nogle forberedelser:
- Du skal have undersøgt dine nyrers funktion. Du bliver indkaldt til undersøgelsen.
- 3-7 dage før behandlingen skal du begynde at tage Folimet (B-vitamin). Tag 1 tablet hver 2. dag. Du får udleveret tabletterne, når du er til samtale om behandlingen.
- 3-7 dage før behandlingen skal du have en indsprøjtning med B-vitamin (Betolvex®).
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker der følgende:
- Du bliver vejet.
- Du får behandlingen i en blodåre via et drop i armen. Det tager cirka 2 timer.
- Du får forebyggende medicin med hjem.
-
Du skal i alt have 6 behandlinger med Alimta® og Carboplatin. Du skal have behandling hver 3. uge. Du skannes efter 3. og 6. serie for at se, om behandlingen virker. Hvis du får svære bivirkninger af behandlingen, kan vi blive nødt til at holde pause eller afbryde behandlingen helt.
-
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Bestil tid til blodprøven på https://booking.RN.dk
Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Husk at tage den forebyggende medicin
I forbindelse med behandlingen skal du tage forebyggende medicin mod allergisk reaktion og kvalme både dagen før behandlingen og på behandlingsdagen.
Tag medicinen på den dato og det klokkeslæt, der står i den plan, du har fået udleveret.
-
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastninger. Du får kvalmestillende medicin forebyggende og ved behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper dig tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Du kan miste noget af dit hår. Hvis du har behov for det, kan du få en paryk. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Eksem eller akne. Behandlingen kan påvirke din hud, så du får eksem eller akne.
- Irriterede slimhinder.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Carboplatin kan påvirke de små nervegrene, så du kan få prikken og stikken i fingre og tæer. Disse bivirkninger kommer gradvist. De vil som oftest forsvinde igen, men kan blive permanente.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2-2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
-
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.
-
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Onkologisk Afdeling
Tlf. 97 66 14 00
Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Find mere info: https://aalborguh.RN.dk/onkologi