Gode råd, når du er pårørende til en patient med delir, Onkologisk Afdeling Aalborg

Uro hos alvorligt syge og eventuelt døende kaldes i fagsprog delirium. I daglig tale kalder vi det ’delir’. Delir er en reaktion på forskellige fysiske ændringer i kroppen. Det kan skyldes selve sygdommen, en infektion eller den medicin, som patienten får.

Delir er altså ikke en psykisk sygdom eller begyndende demens. Det er en psykisk reaktion på forskellige fysiske ændringer i kroppen.

Sådan viser uroen sig

Delir kan vise sig ved, at patienten:

  • ændrer opførsel og gør usædvanlige ting
  • har svært ved at koncentrere sig
  • har svært ved at huske, hvad der lige er sket
  • er følsom overfor lyde
  • er fysisk urolig og har behov for at bevæge sig hele tiden
  • er usammenhængende i tale og handling
  • mangler initiativ
  • er angst, vred og trist
  • har svært ved at tage beslutninger
  • er utryg eller fjendtlig i kontakten med andre mennesker
  • er skiftende urolig i løbet af døgnet – ofte værst, når det er mørkt.

Delir kan optræde med ét eller flere af ovennævnte symptomer, ligesom det ofte varierer fra dag til dag.