Kemoterapi med CMF
Du skal i behandling med CMF, som er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med CMF, som er kemoterapi.
CMF består af 3 forskellige cellegifte, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Navnet CMF stammer fra forbogstaverne på de indholdsstoffer eller præparater, der indgår i behandlingen:
C = Cyklofosfamid (kemoterapi)
M = Methotrexate (kemoterapi)
F = Fluorouracil (5 FU) (kemoterapi)
Hvert af disse stoffer griber ind forskellige steder i cellernes deling.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlignen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag får du både Cyklofosfamid, Methotrexate og 5 FU.
- I den 2. og 3. uge holder du pause med behandlingen.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Du får Cyklofosfamid i en blodåre i et drop over 15 minutter.
- Herefter får du Methotrexate i en blodåre i et drop over 15 minutter
- Til sidst får du 5 FU i en blodåre i et drop over 5 minutter.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Du kan få prikkende og sovende fornemmelser i hænder og fødder. Hvis du mærker dette, er det vigtigt, at du siger det til os.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2-2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Symptomer på overgangsalder. Du kan opleve symptomer på overgangsalder, fx hedeture, fordi behandlingen nedsætter kroppens produktion af kvindeligt kønshormon.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.