Kemoterapi med PCV
Du skal i behandling med PCV, som er kemoterapi til behandling af kræft i hjernen.
-
Du skal i behandling med PCV, som er kemoterapi til behandling af kræft i hjernen.
PCV består af 3 forskellige cellegifte, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Navnet PCV stammer fra forbogstaverne på de indholdsstoffer eller præparater, der indgår i behandlingen:
P = Procarbazin – kaldes også Natulan (kemoterapi) C = CCNU – kaldes også Lomustine (kemoterapi)
V = Vincristin (kemoterapi)
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 4 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag får du Lomustine (dag 1).
- På den 2. behandlingsdag får du Vincristin, og du får udleveret Procarbazin som kapsler (dag 8).
- I den 2-3. uge tager du Procabazin derhjemme (dag 8-21).
- I uge 4 holder du pause med behandlingen.
- På den 3. behandlingsdag får du Vincristin (dag 28).
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
Efter 2 serier får du lavet en CT-skanning og/eller en MR-skanning af din hjerne, så vi kan vurdere effekten af behandlingen.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Dag 1: Du får udleveret Lomustine som tabletter.
- Dag 8: Du får Vincristin i et drop i en blodåre over 2-5 minutter. Desuden får du udleveret Procabacin som kapsler til 14 dage (dag 8 -21).
- Dag 28: Du får Vincristin i et drop i en blodåre over 2-5 minutter.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Det vil sige til behandlingsdag 1 og behandlingsdag 28. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Du kan få prikkende og sovende fornemmelser i hænder og fødder. Hvis du mærker dette, er det vigtigt, at du siger det til os. Som regel forsvinder føleforstyrrelserne inden for få uger eller måneder, efter behandlingen er afsluttet, men nogle patienter får kroniske gener.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Udslæt samt påvirkning af blodtryk og puls.Undgå at spise madvarer, som har et højt indhold af Tyramin, i de 14 dage du får Procarbazin. Det gælder de madvarer, der er modnet ved gæring eller ved aldring. Fx ost, gær, yoghurt, røget eller marineret kød og fisk, pepperoni, salami, eller andre pølser, som er modnet. Desuden skal du undgå at drikke vin, alkohol samt at spise bønner, bananer, druer og især overmoden frugt. Disse madvarer kan sammen med Procarbazin pludselig påvirke dit blodtryk og din puls til at blive for høj samt give dig udslæt. Spis derfor disse fødevarer med forsigtighed. Ring til os og få råd om, hvordan du skal forholde dig, eller hvis du oplever problemer.
Vær opmærksom på anden medicin
Stræk smertestillende medicin og midler mod depression kan påvirke virkningen af Procarbazin. Fortæl lægen, hvilken medicin du tager.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.