Operation for lammet stemmebånd med indsprøjtning i lokalbedøvelse
Du har en stemmebåndslammelse. Stemmebåndslammelse opstår, hvis stemmebåndsnerven – også kaldet recurrens – ikke fungerer. Det betyder, at stemmebåndene ikke kan lukke helt sammen.
Symptomerne er:
- en luftfyldt, hæs stemme, der hurtigt bliver træt
- manglende styrke på stemmen, det vil sige, at man ikke kan råbe
- nedsat hostekraft
- eventuelt synkebesvær.
-
Du har en stemmebåndslammelse. Stemmebåndslammelse opstår, hvis stemmebåndsnerven – også kaldet recurrens – ikke fungerer. Det betyder, at stemmebåndene ikke kan lukke helt sammen.
Symptomerne er:
- en luftfyldt, hæs stemme, der hurtigt bliver træt
- manglende styrke på stemmen, det vil sige, at man ikke kan råbe
- nedsat hostekraft
- eventuelt synkebesvær.
-
Målet med operationen er at få dit lammede stemmebånd til at fylde mere, så stemmebåndene har lettere ved at mødes, når du taler og hoster.
Under operationen er du vågen. Du skal enten sidde op eller ligge ned. Det vurderer lægen. Lægen, der skal operere dig, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du lokalbedøvet. Du bliver både bedøvet inde i svælget og i huden foran på halsen.
Under selve operationen har du en tynd bøjelig kikkert ind gennem næsen. Kikkerten viser dine stemmebånd på en stor skærm. Lægen bruger skærmbilledet til at guide indsprøjtningen af materiale i dit lammede stemmebånd. Indsprøjtningen foregår gennem huden på forsiden af halsen.
Efter operationen skal du blive i afdelingen i cirka 1 time. Har du det godt, kan du tage hjem derefter. Sørg for at blive hentet af en pårørende eller kørselsordning, da det ikke er en god idé, at du selv kører lige efter indgrebet.
Vi anbefaler også, at du har en pårørende hos dig det første døgn efter operationen.
-
Spis som du plejer
Vi anbefaler, at du spiser dine sædvanlige måltider inden operationen.
Drik gerne et glas vand eller saftevand med sukker umiddelbart inden operationen, og sørg for at tisse af.
Hold pause med blodfortyndende behandling
Hvis du får blodfortyndende behandling, skal du holde pause med den forud for operationen. Lægen vurderer, hvor mange dage du skal holde pause.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
-
Vent med at spise og drikke til lokalbedøvelsen har fortaget sig
Den første time efter operationen må du hverken spise eller drikke, da du er lokalbedøvet i svælget og derfor risikerer at få mad og drikke galt i halsen. Efter en time må du spise og drikke, som du plejer.
Tag smertestillende efter behov
Hvis du har smerter efter operationen, kan du tage smertestillende medicin fra håndkøb.
-
Hvil stemmen
Efter operationen skal du hvile stemmen så meget som muligt. Den første dag må du ikke tale. Dag 2 må du kun sige ja og nej. Herefter kan du forsigtigt begynde at bruge stemmen. Hvis du bruger stemmen lige efter operationen, risikerer du, at det indsprøjtede materiale bliver presset ud eller forskubber sig uhensigtsmæssigt. Efter 1 uge må du tale med naturlig styrke.
Vi fraråder:
- at du presser stemmen frem
- at du hvisker
- at du råber
- at du rømmer dig; host hellere forsigtigt.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 1-2 uger efter denne operation, hvis du har et fysisk hårdt job, eller et job, hvor du bruger stemmen meget. Tal med lægen om netop dit behov.
Tag den med ro i den første uge efter operationen
Vi anbefaler, at du holder dig fysisk i ro den første uge efter operationen. Herefter er der ingen restriktioner.
Forvent, at effekten af operationen forsvinder
Uanset hvilket materiale, du er behandlet med, vil det blive optaget i din krop og forsvinde. Hastigheden er forskellig for forskellige materialer og strækker sig fra 3 måneder til 2 år. Derfor skal du forvente, at effekten af operationen vil aftage. Ved behov kan operationen gentages.
Kontakt os, hvis der opstår komplikationer
Risikoen for komplikationer er lille, men du skal kontakte os, hvis du får vejrtrækningsbesvær, feber, eller tiltagende smerter på eller i halsen
-
Du skal til kontrol på hospitalet 1-2 uger efter operationen. Nogle vil her blive henvist til en talepædagog, da det ofte er nødvendigt at justere stemmeteknikken, når man er blevet opereret.
Cirka 3 måneder efter operationen skal du til kontrol i Stemmeambulatoriet. Her vil der være en talepædagog til stede.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 27 12
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 17.00
Sengeafsnit NHH
Tlf. 97 66 24 30
Vi træffes bedst: Hverdage efter 14.30 og i weekender