Undersøgelse af hørelsen hos mindre børn
-
Dit barn skal have foretaget en høreundersøgelse hos os. Her kan du læse om, hvordan det foregår.
Personalet i Høreklinikken har erfaring med at foretage høreundersøgelser på børn, og der er altid sat god tid af til undersøgelsen. Der vil være 2 audiologiassistenter til stede. Den ene sidder bag computeren og styrer teknikken, og den anden foretager høreundersøgelsen.
Undersøgelsen består af 2 dele: en høreprøve og en lægeundersøgelse af øret.
For at skabe mest mulig ro om høreprøven, beder vi om, at der kun kommer én voksen pårørende med ind til høreprøven.
Du skal vide, at det ikke er ualmindeligt, at vi kun kan lave dele af høreprøven på barnet samme dag. Hvis barnets tålmodighed slipper op eller trætheden overtager, er det måske ikke muligt at lave alle de nødvendige tests, så vi har en brugbar høreprøve. Derfor kan du opleve, at I får tid til en ny høreprøve en anden dag. Dette er ganske naturligt.
Vi tilpasser høreprøven til barnet
Børn er forskellige, og måske er barnet lidt genert, utrygt, har særlige behov eller har på anden måde svært ved at medvirke. Derfor tilpasser vi altid undersøgelsen individuelt til barnets alder og behov. Det vil derfor også være forskelligt fra barn til barn, hvilke undersøgelser eller metoder, vi vælger at bruge til høreprøven. Her kan du læse om de mest almindelige undersøgelser.
- VVRA (Video Visual Reinforcement Audiometry): Ved denne undersøgelse udnytter vi, at børn automatisk vil dreje sig efter lyde i rummet. Herved kan vi teste barnets reaktion ved forskellige lydfrekvenser.
- CPA (Conditioned Play Audiometry): Denne undersøgelse bliver også kaldt en ”lege-høreprøve”. Her får barnet oftest høretelefoner på og skal så angive, hvornår lyden høres, fx ved at læggen en klods i en kasse eller en brik på plads i et puslespil.
- OAE (OtoAcoustic Emissions): Ved denne undersøgelse sender en høretelefon (øreprop) kliklyde ind i barnets øregang. Når det indre øre (sneglen) modtager kliklydende, vil øret lave et ekko, som registreres.
- Tympanometri: Ved undersøgelsen måles trykkes i mellemøret ved hjælp af en lille øreprop.
Til lægeundersøgelsen er begge forældre velkomne i undersøgelsesrummet.
Lægen undersøger barnets ører (otomikroskopi), og I får samtidig svar på høreprøven og taler eventuelt om høreapparats-behandling. Hvis der er behov for behandling med høreapparater, aftales dette, og i så fald taler I med en børnehørepædagog (audiologopæd), som forklarer om det praktiske ved høreapparater.
Ved undersøgelsen af øret ligger barnet på en briks. Formålet med undersøgelsen er at se øregangen og trommehinden og få et indtryk af forholdene i mellemøret, fx se om der er tegn til mellemørebetændelse.
Undersøgelsen foregår ved, at lægen sætter en lille tragt i barnets øregang. Derefter holder han et mikroskop hen til tragten, så han kan se ind i øret.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at barnet ligger helt stille ved undersøgelsen. Både for at lægen kan se ind i en kringlet øregang, men også for at undgå, at lægen kommer til at skade øret. Ligger barnet uroligt, kan det derfor være nødvendigt, at du hjælper med at holde barnet fast. I så fald vil det være ganske naturligt, hvis barnet begynder at græde, fordi det er en uvant situation.
Som udgangspunkt er undersøgelsen smertefri og overstået på ganske få øjeblikke. Skal barnet have fjernet fastsiddende ørevoks, kan det dog godt kortvarigt nive lidt i øret. Lad derfor være at love barnet på forhånd, at det ikke gør ondt. Det kan skabe unødig nervøsitet hos barnet.
Træn gerne berøring af ørerne
Du kan forberede dit barn på besøget ved at træne, at barnet bliver rørt på ørerne. Øv gerne at have høretelefoner på derhjemme – også gerne airpods i ørerne.
Tag gerne underholdning eller lidt spiseligt med
Vi elsker livlige børn, men høreprøver kræver rolige omgivelser. Medbring derfor gerne underholdning eller noget spiseligt til dit barn som afledning – for at undgå, at barnet bliver fristet til fx at løbe op og ned ad gangen.
Udvis ro som forælder
Husk, at forældrenes ro smitter af på barnet. Det samme gælder uro. Udviser du ro, signalerer det til barnet, at situationen er OK.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Høreklinikken
Tlf. 97 66 27 70
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 12.00
Information om høretab
Ønsker du mere information om høretab, anbefaler vi siderne:
- www.hoereforeningen.dk
- www.decibel.dk
Her findes blandt andet tips til hjælp i hverdagen, samt arrangementer målrettet familier, som har børn og unge med høretab.