Gode råd om kommunikation med børn med ensidig hørenedsættelse
-
Børn med ensidig hørenedsættelse har normal hørelse på det ene øre, men nedsat eller ingen hørelse på det andet.
Hvis barnet skal have høreapparat, bliver det udleveret fra Høreklinikken. Det er dog ikke altid, at et barn med ensidig hørenedsættelse har behov for høreapparat. Derimod har barnet altid behov for, at omgivelserne viser hensyn til hørenedsættelsen. I denne pjece kan du læse om, hvilke hensyn du kan tage, afhængig af graden af barnets hørenedsættelse.
Denne pjece giver generelle råd om kommunikation med børn med ensidig hørenedsættelse. Det er altid en god idé at have et samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i jeres kommune, når det handler om konkrete tiltag i forhold til det enkelte barn. PPR kan især hjælpe med at få sat gode rammer for barnets dagligdag i børnehave og skole.
I børnehaven er det vigtigt, at personalet er opmærksomt på, at et barn med ensidig hørenedsættelse har brug for særlige hensyn.
Barnets placering ved samlinger
Det er vigtigt, at barnet er tæt på den pædagog, der taler, når børnene samles for at høre historie eller modtage beskeder. Samtidig bør barnet ikke sidde i modlys fra fx vinduer, så pædagogens ansigt fremtræder mørkt. Det vil gøre det vanskeligt for barnet at støtte forståelsen med mundaflæsning.
Barnet har svært ved at skelne lyde
Hvis der er meget støj i børnehaven, kan barnet have svært ved at skelne, hvad der bliver sagt af børn og voksne. Personalet skal være opmærksomt på dette og tage de nødvendige hensyn, som giver barnet de bedste muligheder for at deltage i legen.
Barnet har svært ved at retningsbestemme lyd
Barnet kan have svært ved at høre, hvilken retning lyden kommer fra. Jo længere væk fra lydkilden, barnet er, jo sværere er det også for barnet at høre lyden. Det kan have betydning, når man for eksempel kalder på barnet ude på legepladsen.
I skolen skal personalet være opmærksomt på de fysiske rammer omkring barnet. Samtidig bør man tage de samme hensyn som i børnehaven, hvor det er relevant.
Barnets placering i klasseværelset
Tre ting har betydning for, at barnet får en optimal placering i klasseværelset: afstand til læreren, lysforhold og overblik over klassen.
Derfor bør barnet sidde tæt på læreren, ikke sidde i modlys og sidde, så det har så stort et overblik over resten af klassen som muligt. Det er en fordel, at det normalt hørende øre vender mod læreren og de andre elever, hvis det er muligt.
Stole og borde i klasseværelset
Barnet kan med fordel sidde på en kontorstol, så det kan dreje sig efter lydene i klasseværelset. I øvrigt er det en god idé at sætte tennisbolde under alle borde- og stoleben. Dette vil reducere baggrundsstøjen. Alle former for støj kan forhindre barnet i at høre optimalt, også de mere skjulte lydkilder som ventilationsanlæg, køleskabe, computere og lignende. Overvej om disse kan begrænses.
Barnet har svært ved at retningsbestemme lyd
Barnets nedsatte evne til at retningsbestemme lyd kan også vise sig i skolen, fx i idrætstimer med boldspil og ved leg i skolegården. En konsekvens heraf kan være, at barnet mister overblik og har svært ved at følge med i legen. En deltagende lærer kan hjælpe med at rette op på eventuelle misforståelser eller uklarheder.
Samarbejde med PPR
Det er vigtigt at inddrage PPR i beslutninger om barnets liv i skolen. Talepædagogen fra PPR kan sammen med skolen og forældrene vurdere barnets behov for rammer og hensyn.
I hjemmet er der nogle få, effektive hensyn, som familien kan tage til barnet.
Giv barnet en fast plads ved bordet
Når familien samles ved spisebordet, er det en fordel, at barnet har en fast plads, hvor det kan se de fleste andre familiemedlemmer. Det er en god idé, at barnet ikke sidder i modlys, så det kan se de andre familiemedlemmers ansigter.
Sluk for radio og tv
Det letter barnets mulighed for at høre og forstå, hvad der bliver sagt, hvis der ikke er for meget baggrundsstøj. Så minimer støjen fra radio og tv, og luk døren til rum med støjkilder såsom vaskemaskine og opvaskemaskine.
Barnet kan være svært at råbe op
Det kan være svært at råbe barnet op, når det leger udenfor, fordi barnet kan have svært ved at retningsbestemme lyden. Hav tålmodighed og gå tæt på barnet, når du vil i kontakt med det.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Information om høretab
Ønsker du mere information om høretab, anbefaler vi siderne:
- www.hoereforeningen.dk
- www.decibel.dk
Her findes blandt andet tips til hjælp i hverdagen, samt arrangementer målrettet familier, som har børn og unge med høretab.