Behandling af Freys syndrom

Freys syndrom er karakteriseret ved rødme og svedsekretion på kinden og i tindingen i forbindelse med spisning. Freys syndrom kaldes også for ’gustatorisk sveden’, hvilket vil sige sveden, der opstår i forbindelse med påvirkning af smagssansen. Tilstanden kan opstå efter operation på de store spytkirtler, hyppigst ørespytkirtlen.

Man mener, at tilstanden skyldes, at de overskårne nerver, der tidligere gik til den fjernede spytkirtel, i stedet vokser ind i hudens svedkirtler. Når hjernen sender signal til den spytkirtel, der ikke længere er der, om at producere spyt, ender signalet i huden og medfører, at man sveder i området.

Freys syndrom kan opstå måneder til år efter operationen.