Operation for kræft i munden eller på tungen
Du skal opereres for kræft i munden eller på tungen (cavum oris cancer).
-
Du skal opereres for kræft i munden eller på tungen (cavum oris cancer).
-
Du bliver ringet op af en talepædagog
Dagen før operationen vil du blive ringet op af en talepædagog mellem kl. 14 og 16. Talepædagogen vil fortælle dig, hvilke tiltag og hvilken hjælp der tilbydes hos talepædagogen efter operationen.
SMS med præcist mødetidspunkt og -sted
Sidste hverdag før operationen vil du modtage en SMS med din præcise mødetid og mødested på operationsdagen. SMS’en kommer mellem kl. 14 og 15. Skal du bestille kørsel via Kontoret for Patientbefordring, er det stadig muligt – se nærmere om hvordan på dit patientrettighedsbilag.
-
Du møder ind på hospitalet om morgenen på operationsdagen, og vi hjælper dig med at blive gjort klar til operation.
Du får eventuelt støttestrømper på benene for at mindske risikoen for blodpropper, og afhængigt af, hvad du har aftalt med anæstesilægen, tilbyder vi dig smertestillende medicin.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Under operationen får du også lagt et kateter i blæren. Det sker, fordi det er en lang operation, og hvis ikke din blære bliver tømt undervejs, kan den blive spændt og øm. Vi fjerner kateteret igen, når du kommer tilbage på sengeafdelingen.
Når du er bedøvet, får du forebyggende antibiotika for at undgå infektion. Du får også blodfortyndende medicin, som er med til at forhindre blodpropper.
Du får anlagt en ernæringssonde, som sondemad og medicin gives igennem efter operationen. Vi lægger sonden ind gennem næsen og ned i din mave.
Det er individuelt, hvad der sker ved det kirurgiske indgreb. Det afhænger blandt andet af størrelsen på din kræftknude og dens beliggenhed. Vi fortæller dig til forundersøgelsen, hvordan indgrebet foregår.
-
Bestil tid til blodprøve og EKG
Du skal bestille tid til en blodprøve og et EKG. Begge dele skal laves inden for 72 timer før din aftale hos os. Prøven og undersøgelsen skal bestilles på et hospital i Region Nordjylland, og du kan selv vælge det hospital, der ligger nærmest dig. Bestil tiden på https://booking.rn.dk/.
Drik proteindrikke i 5 dage op til operationen
Vi anbefaler, at du drikker 3 proteindrikke dagligt i 5 dage før operationen.
Hvis du har fået udleveret en ’præ-op-drik’ i ambulatoriet, så skal du drikke den om morgenen på operationsdagen senest kl. 6.00.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Tag bløde bukser på
Du må gerne have dine egne løse bukser på, dog må der ikke være knapper eller nitter bagpå.
-
På Opvågningen
Efter operationen bliver du kørt på Opvågningen, hvor du skal tilbringe den første nat. Du har stadig drop i hånden og muligvis ilt i næsen. Begge dele fjernes, når din tilstand tillader det.
Om eftermiddagen informerer lægen dig om operationen under stuegang. Du får også at vide, om du må eller ikke må drikke vand. Dette er individuelt og afhænger af operationens omfang.
Du får medicin for eventuelle sårsmerter gennem hele indlæggelsen.
Du bliver du kørt fra Opvågningen til Radiologisk Afdeling. Her får du taget et røntgenbillede, som skal bekræfte, at ernæringssonden er placeret rigtigt i din mave.
Du starter med at få sondemad dagen efter operationen.
Tilbage til sengeafdelingen
Dagen efter operationen kommer du tilbage til sengeafdelingen.
De første dage får du sondemad via den sonde, som er anlagt i næsen.
Når lægen vurderer, at dit sår i munden er klar til det, kan du begynde at få flydende kost. Hvis det går uproblematisk, kan du den efterfølgende dag starte med blød mad, altså mad, der er nem at tygge. Det kan dog stadig være nødvendigt at supplere med sondemad.
Du kan have en fornemmelse af ’kriller’ i halsen i dagene efter operationen. Det skyldes et rør, som du har haft i luftrøret, og som du har fået luft igennem under operationen. Generne forsvinder efter nogle timer, eventuelt først efter nogle dage. Enkelte oplever også hævelse i ansigtet efter operationen. Hævelsen aftager som regel inden for nogle døgn.
Det er vigtigt, at du holder din mund ren under indlæggelsen. Vi hjælper dig og vejleder dig om, hvordan du skal gøre det.
Du skal have antibiotika de første dage efter operationen. Det får du via et drop i en blodåre.
Når vi vurderer, at du uden problemer får den mængde mad og drikke, du har behov for, og du ellers har det godt, kan du udskrives.
Indlæggelsestiden varierer fra patient til patient.
-
Operation i mundhulen har en række følgevirkninger (sequelae), som er uundgåelige. Disse følgevirkninger er blandt andet afhængige af kræftknudens beliggenhed og størrelse, om man tidligere har fået strålebehandling, om man ryger og fortsætter med det, og om man har andre kroniske sygdomme.
Ved forundersøgelsen har du fået information om, hvilke følgevirkninger du må forvente ved en operation. Følgevirkninger kan fx være ændret og besværet tale, ændret spise- og synkefunktion, smerter og føleforstyrrelser i mundhule samt nedsat gabeevne.
Tungen kan føles stram, og det vil være svært at skubbe eller bevæge maden rundt i munden. Det kan også være svært at forme ordene, som du plejer. Dette vil talepædagogen og eventuelt en ergoterapeut hjælpe dig med genoptræning.
I nogle få tilfælde kan synkefunktionen efter en operation blive så vedvarende forringet, at ernæring gennem en sonde kan være nødvendig.
Efter operation for mundhulekræft kan der også tilstøde komplikationer. I de første dage efter operationen kan der opstå blødning eller infektion. I de fleste tilfælde forbygger vi infektion ved at give antibiotika under operationen og i dagene efter.
-
Sygemeld dig
Det er individuelt, hvor længe man skal være sygemeldt. Det afhænger også af, om du skal have efterbehandling. Som udgangspunkt skal du regne med at være sygemeldt i 4-8 uger.
Tag smertestillende medicin
Tag smertestillende medicin som aftalt ved udskrivelsen.
Hold god mundhygiejne
Efter udskrivelsen er det vigtigt, at du fortsætter med den mundhygiejne, som personalet har undervist dig i. Herved mindsker du risiko for infektion, og såret heler bedre, hvis operationsstedet holdes rent.
Tag den med ro i den første tid
I de første 2-3 uger skal du undgå fysisk aktivitet, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft på 10 kg og derover.
Tjek dine forsikringer
Vi anbefaler dig at tjekke, om du er forsikret mod ’kritisk sygdom’.
Kontakt os, hvis du får problemer i den første tid
Kontakt ambulatoriet eller sengeafdelingen, hvis du er i tvivl om noget efter udskrivelsen, eller hvis du oplever følgende symptomer:
- Temperatur over 38 grader
- Rødme og hævelse eller betydelige/tiltagende smerter omkring operationsstedet.
-
Nogle uger efter operationen skal du til kontrol i vores ambulatorium. Her får du svar på mikroskopi-undersøgelsen af det fjernede væv, og vi tjekker operationsstedet. Vi informerer dig også om eventuel efterbehandling og om efterfølgende kontrolforløb.
Cirka 6 uger efter operationen skal du til opfølgning hos talepædagogen.
Du vil blive indkaldt til aftalerne via din Digital Post.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 27 12
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 17.00
Sengeafsnit NHH
Tlf. 97 66 24 56
Vi træffes bedst: Hverdage efter 14.30 og i weekender