Operation af udstående ører (lokalbedøvelse)
Du skal have opereret udstående ører ind ved en operation.
-
Du skal have opereret udstående ører ind ved en operation.
-
Før operationen fjerner vi en stribe hår omkring det øre, der skal opereres. Vi tilbyder dig muligvis også afslappende medicin.
Under operationen er du lokalbedøvet. Lokalbedøvelsen gives med indsprøjtning bag ved øret. Det vil gøre lidt ondt i starten. Herefter vil du kunne mærke, at der røres ved øret, men det vil ikke gøre ondt.
Under operationen laver lægen et snit bag øret. Herigennem rettes ørets stilling. Efterfølgende holdes øret på plads med tråde og forbinding. Trådene opløser sig selv i løbet af 3-4 uger. Trådene er syet med indvendige sting, så du vil ikke kunne se dem.
Forbindingen lægges, så den trykker let på øret. Dermed sikres den korrekte ørestilling bedst muligt.
Umiddelbart efter operationen kan der komme blod på forbindingen på grund af gennemsivning. Det er helt normalt og uden betydning.
Operationen varer op til 1½ time per øre. Efter operationen kommer du opvågningen. Her vil du blive tilbudt mad og drikke, og har du det godt, kan du tage hjem.
-
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Spis et let måltid hjemmefra
Da du skal opereres i lokalbedøvelse, må du gerne spise et let morgenmåltid hjemmefra, fx et stykke ristet franskbrød og en kop the, men helst ikke mælkeprodukter.
-
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter i de første par døgn efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Tag den med ro og pas på forbindingen
For at opnå et godt resultat af operationen, er det meget vigtigt, at forbindingen sidder korrekt den første tid efter operationen. Derfor skal du tage den med ro og passe på, at ørerne ikke udsættes for slag eller ryk. Hvis din forbinding alligevel begynder at skride, skal du kontakte os for at få den rettet.
Genoptag arbejde og skolegang
Hvis du går i skole eller har stillesiddende arbejde, kan du genoptage arbejdet få dage efter operationen. Hvis du har fysisk krævende arbejde, skal du forvente at være sygemeldt i 10-14 dage.
Undgå at vaske hår, indtil du får forbindingen af
Du må ikke vaske hår i de cirka 10 dage, hvor du har forbinding på.
Kontakt os, hvis du får problemer i den første tid
Kontakt ambulatoriet eller sengeafdelingen, hvis der opstår problemer i den første tid efter operationen.
Du skal kontakte os, hvis du får feber over 38 grader, hvis det bløder, eller hvis du får kraftige smerter i ørerne.
-
Inden du bliver udskrevet, får du en tid til kontrol og fjernelse af forbindingen i vores ambulatorium. Kontrollen ligger cirka 10 dage efter operationen.
Efter cirka 3 måneder skal du til en afsluttende kontrol. Her tager vi også fotos af dine ører.
-
Når du har fået fjernet forbindingen, skal du sove med nathue på i 14 dage for at beskytte dine ører.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om udstående ører, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”udstående ører”.
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 27 12
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 17.00
Sengeafsnit NHH
Tlf. 97 66 24 56
Vi træffes bedst: Hverdage efter 14.30 og i weekender
Se videoer målrettet børn på vores hjemmeside
Hvis det er et barn, der skal opereres, kan du med fordel se de videoer, der ligger på vores hjemmeside, sammen med dit barn:
- 1 video om øre-, næse- og halsundersøgelse
- 1 video om modtagelse i sengeafsnittet
- 1 video om bedøvelse på operationsgangen.
Du finder videoerne her: https://aalborguh.RN.dk/Hjælp-dit-barn