Fjernelse af lymfeknude på halsen, Aalborg
Du skal have fjernet en lymfeknude på halsen.
-
Du skal have fjernet en lymfeknude på halsen.
-
Afhængig af hvad du har aftalt med anæstesilægen, tilbyder vi dig smertestillende medicin forud for operationen.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt vores sengeafsnit, hvis du skal overnatte. Ellers udskrives du fra Opvågningen. Du har stadig drop i hånden og muligvis ilt i næsen. Du har en forbinding over det sted på halsen, hvor du er blevet opereret.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Tag løse bukser på
Du må gerne have dine egne løse bukser på, dog må der ikke være knapper eller nitter bagpå.
Fjern skæg eller hår omkring operationsstedet
Før du møder på hospitalet, vil vi gerne bede dig om at fjerne eventuelt skæg eller hår på det område, der skal opereres.
-
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vi anbefaler også, at du ikke betjener maskiner i det første døgn.
-
Forbinding
Huden bliver holdt sammen af en række plastre (strips). Udenpå stripsene har du et gennemsigtigt plaster på. Det skal sidde på i mindst 2 dage efter operationen, gerne lidt længere. Plastret er vandtæt, så det kan godt holde til et bad. Når du fjerner plastret, skal du lade stripsene sidde indtil 10 dage efter operationen. Du vil sandsynligvis ikke kunne se synlige tråde omkring såret, da såret ofte er syet indefra.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af typen af dit arbejde. Hvis dit arbejde er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 2 uger. Hvis dit arbejde ikke er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 1 uge. Lægen vil fortælle dig, hvor længe du bør sygemelde dig.
Undgå at bruse vand direkte på dine strips
Du må gerne tage brusebad, efter du har fjernet den yderste forbinding. Undgå dog at bruse direkte på stripsene, der i så fald kan løsne sig.
Tag den med ro i den første tid
De første 2 uger efter operationen må du ikke dyrke sport eller lave andre fysisk krævende aktiviteter.
Tag smertestillende medicin efter behov
Hvis du har smerter, kan du mindske smerterne med smertestillende medicin, der indeholder paracetamol. Du kan købe medicinen i håndkøb.
Fjern efter 10 dage
Efter 10 dage kan du fjerne dine strips. Gør dem godt våde og fjern dem langs med såret.
Pas på solen
Det første halve til hele år efter operationen er huden særlig sart. Brug derfor solcreme med minimum faktor 50, når du opholder dig i solen eller går i solarium.
Kontakt os, hvis du får problemer i den første tid
Kontakt ambulatoriet eller sengeafsnittet, hvis du får problemer i den første tid efter operationen. Du skal for eksempel kontakte os, hvis du får feber over 38 grader, rødme, hævelse eller betydelige smerter omkring det sted, hvor du er blevet opereret.
-
Efter operationen skal du til kontrol på hospitalet. Du får tid til kontrol i din Digital Post. Som regel ligger kontrollen nogle uger efter operationen. Til kontrollen kigger vi på dit ar, og du får svar på mikroskopiundersøgelsen af den fjernede lymfeknude.
-
Ved enhver operation på halsen er der en lille risiko for efterfølgende nervepåvirkning. Denne påvirkning afhænger af, hvor på halsen lymfeknuden befinder sig. Lægen vil fortælle dig om de risici, der er ved netop din operation, til forundersøgelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 27 12
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 17.00
Sengeafsnit NHH
Tlf. 97 66 24 56
Vi træffes bedst: Hverdage efter 14.30 og i weekender