Sådan skifter og rengør du din kanyle

Du har indtil nu fået skiftet din kanyle i halsen, en såkaldt trakealkanyle, hos os. Nu vurderer din læge eller sygeplejerske, at du enten selv kan skifte kanylen derhjemme eller få en anden til at gøre det for dig. Dermed slipper du for at bruge tid på transport og ventetid.

Der findes to typer trakealkanyler:

  • Plastikkanyler

Plastikkanyler er beregnet til engangsbrug og skal kasseres efter brug. Hvis du bruger plastikkanyler, kan du få dem sendt direkte hjem til dig.

  • Sølvkanyler

Sølvkanyler får du udleveret hos os, og de skal genbruges og rengøres. Hvis du bruger sølvkanyler, har du altid to kanyler derhjemme. Desuden har vi altid en ekstra liggende i ambulatoriet, hvis du akut får brug for hjælp.

Begge typer kanyler kan skiftes i dit hjem. Du kan enten gøre det selv, eller du kan få en hjemmesygeplejerske, en personlig hjælper eller en pårørende til at gøre det.

Før du går i gang med at skifte kanylen, sørger vi for, at du - eller den, der skal hjælpe dig - ved nøjagtig, hvordan det skal gøres. Det er nemlig meget vigtigt, at du er tryg ved at få skiftet kanylen i dit hjem.

Vi opbevarer altid dine sygeplejepapirer og dine kanyler i ambulatoriet – også selvom du skifter kanylen i hjemmet.