Operation med anlæggelse af Jones rør

Du skal have foretaget en operation med anlæggelse af et glasrør – også kaldet Jones rør – i din tåreleder. Formålet med operationen er at genskabe forbindelsen mellem tårepunkt og næse, da din tårekanal er helt lukket.

Operationen foretages i 2 separate indgreb, begge i fuld bedøvelse:

  • Den første operation foretages med kikkert gennem næsen og har til formål at oprette en kanal mellem øjets tårepunkt, tåresæk og næserum.
  • Den anden operation foregår 3 måneder senere. Her anlægges glasrøret i øjenkrogen gennem den kanal, vi oprettede ved første operation.

Operation foregår i 2 separate indgreb af to årsager:

Dels fordi vi indimellem oplever, at den første operation virker så godt, at tåreflodsgenerne forsvinder, og der dermed ikke er behov for at anlægge glasrøret. Og dels fordi den nye kanal i bløddelene helst skal være helet og uden inflammation for at sikre mindst mulig inflammation ved anlæggelse af glasrøret.

#Decorative

Jones rør er det glasrør, der indsættes mellem tårepunkt og næse. Røret har en bredde på 4 mm. Længden varierer fra 9 til 22 mm.

Billede 1

Ved operationen anlægges et glasrør i tårevejssystemet fra tårepunkt gennem bløddele til næserum. Det vil sige, at glasrøret går udenom selve tåresækken. Glasrøret åbner for passage, så tårer kan ledes ned til næserum.