Idiopatisk Intrakraniel Hypertension (IIH)

Idiopatisk intrakraniel hypertension (IIH) er en tilstand, hvor væsketrykket i kraniet er for højt.

  • Idiopatisk = Sygdom er opstået uden påviselig årsag
  • Intrakraniel = Inde i kraniet
  • Hypertension = Overtryk

Hvem får IIH?

IIH er en relativt sjælden sygdom. Hvert år udvikler cirka 50 danskere IIH. Sygdommen kan opstå i alle aldre. Risikoen for at udvikle sygdommen er dog 10-20 gange større for overvægtige kvinder i den kønsmodne alder.

Hvorfor opstår IIH?

Ingen ved præcist, hvorfor væsketrykket i kraniet er for højt hos mennesker med IIH. Normalt producerer hjernen cirka ½ liter væske i døgnet. Væsken passerer gennem hjernen og ud til hjernens overflade, hvor der dannes et beskyttende, stødabsorberede væskelag ud mod kranievæggen. Den mængde hjernevæske, som dannes, vil hele tiden blive optaget og ført bort med blodet, således at væskeindholdet i hovedet under normale forhold holdes konstant.

Kraniet er en lukket kasse lavet af knoglevæv. Hvis indholdet i kassen øges, vil kraniet ikke kunne give efter, og trykket derinde vil hurtigt begynde at stige. Noget tyder på, at det er mængden af hjernevæske, der er øget hos mennesker med IIH. Der skyldes muligvis en nedsat evne til at optage og føre hjernevæsken væk fra hjernen. Ingen ved, hvorfor denne evne pludselig er nedsat.