Behandling af migræne med Propanolol
Propranolol anvendes som forebyggende medicin ved migræne.
Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. Fx virker Magnyl® smertestillende, samtidig med at det virker forebyggende mod blodpropper.
Propranolol er udviklet til behandling af hjerte- og kredsløbslidelser, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have effekt på migræne. Når vi udskriver Propranolol til dig, er det altså ikke for at sænke dit blodtryk, men for at behandle din migræne.
Propranolol virker muligvis forebyggende mod migræne ved at stabilisere blodkarrene, men man kender ikke den nøjagtige virkningsmekanisme.
De hyppigste bivirkninger er træthed, svimmelhed, blodtryksfald i forbindelse med stillingsskifte, kvalme, mavesmerter, diarré, forstoppelse, kolde hænder og fødder, langsom puls, hjertebanken og vejrtrækningsbesvær.
Propranolol bør ikke bruges ved visse former for hjertelidelser, fx ved overledningsforstyrrelser. Det bør bruges med forsigtighed eller slet ikke, hvis du lider af sukkersyge og astma. Det bør også bruges med forsigtighed, hvis du tager visse former for anden medicin, specielt anden hjertemedicin.
Recepter er elektroniske, og du kan derfor afhente medicin på alle apoteker i landet. Oftest kan du afhente medicin flere gange på hver recept.
Apoteket udleverer altid det billigste præparat til dig. Derfor kan den ordinerede medicin blive udleveret med andet navn og udseende, men indholdsstoffet og virkningen vil være den samme.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.