Liquordynamisk undersøgelse (Normaltrykshydrocephalus)
-
Du skal have en undersøgelse af trykforholdene i rygmarvsvæsken for at se, om der er en forstyrrelse, som kan være skyld i dine symptomer. Undersøgelsen kaldes en liquordynamisk undersøgelse.
I hjernen er der 4 hulrum, som er fyldt op med rygmarvsvæske. Rygmarvsvæsken cirkulerer fra rygmarven op til hjernens hulrum og udtømmes til sidst i blodbanen. Hvis der opstår forstyrrelser i denne cirkulation af rygmarvsvæske, kan de væskefyldte hulrum i hjernen tiltage i størrelse, en tilstand der kaldes ’hydrocephalus’. Det medfører en række symptomer, blandt andet gangbesvær, mangelfuld blærekontrol og dårlig hukommelse.
Ved en liquordynamisk undersøgelse måles dannelse af rygmarvsvæske, modstand i systemet og trykforhold. Undersøgelsen er vigtig for at kunne klarlægge, om der findes behandlingsmuligheder.
Vi indlægger dig på dagen for undersøgelsen og forventer, at du bliver udskrevet igen samme dag.
Du bliver modtaget på sengeafdelingen af din kontaktsygeplejerske, som vil informere dig om, hvordan indlæggelsen skal foregå samt svare på dine spørgsmål.
Herefter vil vores fysioterapeut vurdere din gang, du skal have taget blodprøver og have foretaget en CT-skanning af din hjerne.
Selve undersøgelsen
Undersøgelsen foregår i en speciel seng, hvor der er hul i ryglænet. Sengen fungerer både som stol og seng under undersøgelsen. Sygeplejersken hjælper dig med at komme på plads.
Der markeres først det sted nederst på ryggen, hvor nålene skal placeres. Herefter bliver du lokalbedøvet. Når bedøvelsen virker, føres 2-millimeter-tynde nåle ind i ryggen, til de får kontakt med rygmarvsvæsken. Nålene skal blive siddende i ryggen gennem hele undersøgelsen. Når nålene sidder, som de skal, bliver sengen sænket, så du ligger ned, og undersøgelsen går i gang.
Det er vigtigt, at du ligger så stille som muligt under hele undersøgelsen for at få det bedste resultat. Til slut tapper vi en lille mængde væske ud. Undersøgelsen varer cirka 2 ½ time.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver du fulgt tilbage til sengeafdelingen. Her vil fysioterapeuten igen vurdere din gang for at sammenligne den tidligere vurdering.
I de fleste tilfælde skal du til en udskrivningssamtale med lægen. Her får du undersøgelsens resultater, og I taler om det videre forløb. Hvis du har mulighed for at have en pårørende med til samtalen, vil det være godt.
Tag ikke blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, såsom Marevan, Clopidogrel, Brilique, Pradaxa® eller Xarelto®, er det vigtigt, at du holder pause med medicinen inden undersøgelsen. Tager du Magnyl® eller Persantin®, skal du ikke holde pause.
Afmeld eventuel hjemmepleje
Hvis du modtager hjemmepleje, er det vigtigt, at du afmelder den dag, du skal være indlagt her. Det er samtidig vigtigt, at du informerer hjemmeplejen om, at du er hjemme igen til aften.
Start blodfortyndende behandling dagen efter
Du kan starte din blodfortyndende behandling igen dagen efter undersøgelsen.
Fjern plaster
Du må fjerne plasteret cirka 24 timer efter undersøgelsen.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.