Ofte oplever man, at patienten er forvirret og ændrer adfærd både fysisk og psykisk. Tilstanden svinger i løbet af døgnet. Patienten kan være helt klar og relevant i dagtimerne, men svært delirøs i aften- og nattetimerne.
Der opstår ofte syns- og/eller hørehallucinationer og vrangforestillinger. I den forbindelse er det ikke unormalt, at patienten bliver vred, råber og er bange. Det kan være svært at have en sammenhængende samtale med patienten, og sætninger kan blive gentaget mange gange.
Måske begynder patienten at rode, pille og blive rastløs, og han eller hun kan have svært ved at samarbejde om en given behandling. Der kan også være tilfælde, hvor det er helt modsat. Det kaldes for stille delir. Ved stille delir opleves apati. Men tilstanden er ofte stadig præget af angst, hallucinationer og så videre, selvom det ikke er synligt.
Måske bliver der vendt op og ned på dag og nat. Nogle sover stort set ikke, mens andre sover om dagen og er lysvågne om natten.