Seksualitet efter kræft i endetarmen
-
-
Når du bliver opereret for endetarmskræft, opererer kirurgen i bækkenet, hvor der ikke er meget plads. Der er derfor risiko for at påvirke eller beskadige nerver. Hvis nerver påvirkes, kan det føre til forskellige typer seksuelle problemer. Modtager du strålebehandlinger, øger det desuden risikoen for seksuelle problemstillinger.
Selvom nerver beskadiges, er skaderne ikke nødvendigvis varige. Der er ofte tale om forbigående problemer, og tålmodighed og forståelse fra din side har stor indflydelse. Andre faktorer, såsom stomi og træthed, kan også have indflydelse på lysten til sex.
-
For mænd er de typiske seksuelle problemer, der kan opstå efter operationen:
- Rejsningsproblemer
- Problemer med sædafgang til blæren og deraf følgende nedsat fertilitet
- Nedsat sexlyst
- Ændret kropsopfattelse på grund af sygdom og ar.
For kvinder er de typiske seksuelle problemer, der kan opstå efter operationen:
- Tørhed i skeden under samleje
- Smerter ved samleje
- Forsnævring/forkortelse af skeden
- Livmoderen kan falde bagover, da den manglende endetarm skaber et hulrum
- Nedsat sexlyst
- Ændret kropsopfattelse på grund af sygdom og ar.
-
Uanset hvilke seksuelle problemstillinger, du oplever, kan der være hjælp at hente. Det kan dreje sig om både fysiske og psykiske problematikker, som ofte kan afhjælpes.
Tal med sygeplejersken eller lægen under din indlæggelse eller ved kontrol, og få støtte til dine problemer og information om, hvad der kan hjælpe.
Hvis dette ikke er nok, så kan enten en læge på hospitalet eller din egen læge henvise dig til Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, hvor du kan få behandling.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Kilder til mere viden
Sexologisk Center, Aalborg Universitetshospital
Læs mere om, hvad Sexologisk Center tilbyder påwww.aalborguh.rn.dk. Behandling hos Sexologisk Center kræver en henvisning fra din læge.
Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse har en række informationer om seksualitet og intimitet på deres hjemmeside. Både gode råd til parforholdet og viden om specifik behandling. Se mere påwww.cancer.dk.
Coloplast
Coloplast har udarbejdet en række informationer om seksualitet og intimitet forbundet med stomi. Du kan finde materialet på deres hjemmesidewww.coloplast.dk.
Dansac
Dansac har udarbejdet en informationspjece om seksualitet efter en stomi-operation. Find den via deres hjemmesidewww.dansac.dk.