Udskiftning af røde blodlegemer (erytrocytudskiftning)
Du skal til erytrocytudskiftning på Børneafdelingen. Ved behandlingen fjernes dine røde blodlegemer (erytrocytter) og erstattes af erytrocytter, der doneres af raske bloddonorer.
Erytrocytudskiftning kan bruges ved visse medfødte hæmoglobinsygdomme, særligt seglcellesygdom. Hæmoglobin er det stof, der ligger inde i de røde blodlegemer og sørger for transport af ilt i blodet og ud til organerne. Ved seglcellesygdom gør en genfejl, at man danner afvigende hæmoglobinmolekyler, såkaldt hæmoglobin S. Hæmoglobin S gør de røde blodlegemer mere aflange og skrøbelige og mere tilbøjelige til at klæbe sammen end normalt. Dette giver anledning til nedsat blodprocent, fordi seglcellerne går i stykker, samt mange smerter, især fra knoglerne, fordi blodlegemerne kan klumpe sammen.
Ofte vil man kunne kontrollere sygdommen tilstrækkeligt med medicin og almindelig blodtransfusion, men ved komplikationer kan det blive nødvendigt med erytrocytudskiftning.
Fordelen ved erytrocytudskiftning frem for almindelig blodtransfusion er, at man fjerner de defekte blodlegemer og erstatter dem med sunde. Dette nedbringer hæmoglobin S mere effektivt og minimerer risiko for overophobning af jern i blodet og de indre organer.