Om arterier og veners arbejde
Arterierne bringer blod og dermed ilt ud til hele kroppen, fx til knoglerne, musklerne og huden.
Venerne transporterer blodet og affaldsstofferne tilbage til lungerne, hvor blodet iltes igen og affaldsstofferne udskilles.
| Billedet viser det normale blodomløb med arterier (rød) og vener (blå). |
Arbejder venerne ikke optimalt, eller har du en venesygdom med ødelagte veneklapper, er venerne ikke i stand til at udføre deres arbejde optimalt. Dette kan give symptomer og gener, fx hævede ben, smerter, uro, åreknuder, eksem, skinnebenssår og infektioner.
Symptomerne kan forværres af stillesiddende arbejde, hvor benene er inaktive. Overvægt kan ligeledes forværre symptomerne, fordi der kommer øget tryk på benene.
Om selve strømpen
Alle kompressionsstrømper har det største tryk ved anklen. Trykket bliver gradvist mindre op ad benet.
Kompressionsstrømper er inddelt i klasser fra 1-4, hvor klasse 4 giver det største tryk.
Det er vigtigt, at strømperne føles stramme for at få den ønskede virkning. Af samme grund er det vigtigt, at der tages mål hver gang, der bestilles nye strømper.
En kompressionsstrømpe er produceret til at holde korrekt kompression i et halvt år. Når du får 2 strømper pr. ben pr. år er det derfor vigtigt, at du skifter imellem strømperne, så de slides jævnt.
Har du bevilling fra kommunen, skal du selv tage kontakt, når der er gået et år, for at få et nyt sæt. De gamle skal smides ud, idet de ikke længere giver den kompression, der skal til.