Varmebehandling af hjerterytmeforstyrrelser (forkammerflagren)
Du skal have foretaget varmebehandling af dine hjerterytmeforstyrrelser. Behandlingen kaldes også for radiofrekvensablation af forkammerflagren (atrieflagren).
Behandlingen foregår ved, at der indføres katetre til hjertet via blodårer i lysken. Herefter opvarmes bestemte områder i hjertet. Det fører til ødelæggelse (ablation) af vævet i et begrænset område. Derved brydes den sygelige elektriske impulsudbredelse i området.
-
Du skal have foretaget varmebehandling af dine hjerterytmeforstyrrelser. Behandlingen kaldes også for radiofrekvensablation af forkammerflagren (atrieflagren).
Behandlingen foregår ved, at der indføres katetre til hjertet via blodårer i lysken. Herefter opvarmes bestemte områder i hjertet. Det fører til ødelæggelse (ablation) af vævet i et begrænset område. Derved brydes den sygelige elektriske impulsudbredelse i området.
-
Forberedelser
Når du møder på afdelingen, vil plejepersonalet tage imod dig og i løbet af dagen forberede dig til ablationen.
Forløbet på dag 1
- Vi kontrollerer blodprøver, hjertekardiogram, blodtryk, højde og vægt samt temperatur.
- Du skal eventuelt have lavet en ultralydsskanning af dit hjerte.
- Vi fjerner hår i begge lysker, på brystkassen og eventuelt på ryggen.
- I løbet af dagen får du en samtale med en læge eller medicinstuderende, som også undersøger dig og optager journal.
Du skal forvente en del ventetid, så du skal afsætte hele dagen. Når dagens program er overstået, tager du hjem.
Forløbet på dag 2
- Du skal møde fastende til behandlingen. På dit HUSK-bilag kan du læse, hvordan du faster korrekt.
- Du skal i brusebad.
- Du skal have taget blodprøver om morgenen.
- Du får anlagt et lille plastikrør (venflon) i en åre på håndryggen.
Undersøgelsen/behandlingen
Efter forberedelserne bliver du kørt til Kardiologisk Laboratoriums undersøgelsesstue, hvor radiofrekvensablationen foregår.
Du ligger på et leje og får sat elektroder på, som skal overvåge din hjerterytme under undersøgelsen og den eventuelle behandling.
Lysken bliver lokalbedøvet, og det kan i den forbindelse spænde kortvarigt i huden. Herefter indføres de katetre, som vi bruger til undersøgelse og behandling.
Vejledt af røntgen fører lægen katetrene til de steder i hjertet, der skal behandles.
Efter behandlingen trækkes katetrene ud, og vi trykker på det sted, hvor du er blevet stukket, i 10-15 minutter. Derefter får du plaster og eventuelt en stram forbinding på.
Behandlingen varer 1-3 timer.
Efter behandlingen
Umiddelbart efter behandlingen kommer du tilbage til sengeafsnittet. Du skal nu ligge roligt på ryggen i cirka 3 timer for at mindske risikoen for blødning i lysken. Du må ikke løfte hovedet eller bøje benene i de 3 timer. Du må dog gerne spise og drikke med det samme. Vi hæver din seng, så det er muligt.
Når de 3 timer er gået, kommer du op og går rundt på afdelingen. Vi overvåger din hjerterytme og kontrollerer dit blodtryk.
Du kan have lette smerter i brystet de første timer efter undersøgelsen. Er det tilfældet, kan du få smertestillende medicin.
Du bliver udskrevet senere samme dag, som ablationen foregår, medmindre lægen vurderer, at du skal forblive indlagt til dagen efter.
Før du bliver udskrevet, gennemgår vi din medicinske behandling.
-
Mød fastende
Ved behandlingen bliver du lokalbedøvet. Alligevel vil vi bede dig møde fastende, så vi har mulighed for at lægge dig i fuld bedøvelse, hvis det bliver nødvendigt. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
- Særligt for småbørn. Barnet må få modermælk indtil 3 timer før og modermælkserstatning indtil 4 timer før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under behandlingen skal du fjerne al makeup og neglelak forud for behandlingen.
Tag din sædvanlige medicin og medbring medicin
Du skal fortsætte med at tage din sædvanlige medicin uændret frem til indlæggelsen. Det gælder også blodfortyndende medicin.
Medbring din sædvanlige medicin ved indlæggelsen.
Medbring eventuelt AK-skema og få målt INR
Hvis du er i blodfortyndende behandling med Marevan/Marcoumar®, skal du medbringe dit orange AK-skema, ligesom du skal fortsætte med at få målt din INR ugentligt i minimum 4 uger op til indlæggelsen.
Ring til os, hvis du forventer at få menstruation
Er du kvinde, og forventer du at få menstruation under indlæggelsen, skal du kontakte os, da undersøgelsen i givet fald kan blive udsat.
-
Forvent ømhed og misfarvning
Du kan forvente en vis ømhed og misfarvning ved det sted, hvor du er blevet stukket. Det skyldes blodansamling, og vil ofte forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage.
Sygemeld dig
For at forebygge problemer med lysken, skal du være sygemeldt 4-7 dage, afhængig af hvor fysisk krævende dit arbejde er.
Kør ikke bil i 2 dage
Du må ikke køre bil i 2 dage efter indgrebet på grund af blødningsrisiko fra det sted, hvor du er blevet stukket.
Undgå svømmehal
Du må ikke gå i svømmehal i de første 2 uger efter behandlingen på grund af risiko for infektion.
Undgå fysisk krævende aktiviteter og tunge løft
Du skal undgå fysisk krævende sportsaktiviteter inklusive cykling i 3-4 dage efter behandlingen. Du skal også undgå tunge løft (løft over 4 kg) i cirka 2 dage.
Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal rejse
Skal du ud at rejse, er det vigtigt, at du tager kontakt til dit eget forsikringsselskab eller alternativt SOS-rejseforsikring.
Kontakt os eventuelt, hvis du oplever hævelse
Hvis du inden for de første par uger oplever hævelse eller smerte i lysken, er du velkommen til at kontakte os.
Reagér, hvis du får rytmeforstyrrelse
Får du igen en fornemmelse af rytmeforstyrrelse, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten med henblik på eventuelt at blive henvist hertil igen til ny vurdering.
-
I forbindelse med varmebehandlingen kan der i sjældne tilfælde opstå en blodansamling i hjertesækken, som eventuelt skal udtømmes.
Der er desuden en lille risiko (mindre end 1 %) for utilsigtet beskadigelse af hjertets normale ledningssystem, hvis varmebehandlingen foregår i dette område.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om radiofrekvensablation, kan du eventuelt læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på: ’radiofrekvensablation’.
Kardiologisk Afdeling
Sengeafsnit S1
Tlf. 97 66 45 00