Operation med indsættelse af Loop-recorder
-
-
Før operationen
Når du ankommer i afsnittet, orienterer vi dig om og hjælper dig med forberedelserne til operationen. Har du uafklarede spørgsmål, er du velkommen til at stille dem til sygeplejersken.
Forud for operationen skal du eventuelt have fjernet hår på brystet, hvor Loop-recorderen skal indopereres.
Selve operationen
Selve indgrebet foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelsen med indsprøjtning ved operationsstedet. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Når vi har indopereret Loop-recorderen, syer vi såret med tråde, der siden opløser sig selv, og vi sætter et plaster på. Du bliver dernæst instrueret i brug og aktivering af Loop-recorderen.
Operationen varer cirka 30 minutter.
-
Tag din sædvanlige morgenmedicin
Du skal tage din vanlige morgenmedicin hjemmefra. Undlad dog at tage eventuelt vanddrivende medicin.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Klæd dig i tøj, der kan tåle misfarvning
Det desinfektionsmiddel, vi bruger, indeholder gurkemeje, som kan give gule pletter på tøj. Vi anbefaler derfor, at du ikke tager lyst tøj/lys BH på, den dag recorderen implementeres.
-
Genoptag dine vanlige aktiviteter
Du må genoptage dit arbejde og dine sædvanlige gøremål med det samme.
Tag smertestillende efter behov
Hvis du oplever smerte ved operationssåret, kan du lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb (paracetamol).
Brug plaster, så længe det væsker fra såret
Du skal bruge plaster, så længe det siver fra såret (cirka 1-2 dage).
Tag ikke bad det første døgn
Du må først gå i bad 24 timer efter indgrebet, medmindre det siver fra såret. Dup arret tørt de første dage efter operationen.
Vær opmærksom på infektion
Hvis såret bliver varmt, rødt, ømt og hævet kan det være et tegn til infektion. Sker det, skal du ringe til Pacemakerambulatoriet.
Kontakt os, hvis du besvimer eller aktiverer recorderen
Hvis du aktiverer din Loop-recorder, eller hvis du besvimer, skal du kontakte Pacemakerambulatoriet efterfølgende med henblik på at få en tid til aflæsning af Loop-recorderen.
-
Der kan være gener i form af ømhed i området. Dette kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol). Der er en lille risiko for at Loop-recorderen kan flytte sig lidt i forhold til startpositionen. Risikoen er under 1 %. Der er også en lille risiko for, at der kan opstå betændelse. Risikoen er under 1 %.
-
Du skal til kontrol på hospitalet cirka 1 måned efter operationen. Du får tilsendt en tid.
-
Din Loop-recorder bliver fjernet, når vi har de ønskede oplysninger til din udredning – og senest efter 3 år.
-