Tandbehandling før, under og efter strålebehandling
Du skal have strålebehandling som følge af sygdom i munden eller halsen. Strålebehandling påvirker også dine tænder og slimhinderne i munden, og derfor er det vigtigt, at du inden behandlingen får undersøgt dine tænder.
-
Du skal have strålebehandling som følge af sygdom i munden eller halsen. Strålebehandling påvirker også dine tænder og slimhinderne i munden, og derfor er det vigtigt, at du inden behandlingen får undersøgt dine tænder.
Før strålebehandling
Før du begynder i strålebehandling, er det vigtigt at fjerne alle de tænder, som af en eller anden grund er så dårlige, at de ikke kan klare strålebehandlingen. Efter strålebehandlingen vil du sandsynligvis opleve en meget generende mundtørhed, som øger risikoen for huller i tænderne. Denne risiko forebygger vi ved at fjerne de dårligste tænder. Hvis du skal have fjernet tænder, foregår det på Kæbekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Hvis du blot skal have repareret mindre huller og renset tænderne, udføres det af din egen tandlæge og for din egen regning.
Under strålebehandling
Mens du er i forløbet med strålebehandling, bliver slimhinden i din mund meget sart. Det bløder let fra tandkødet, og tandbørstning gør ondt. Det er vigtigt, at du holder tænderne så rene som muligt, så der ikke opstår betændelse eller infektion i munden. Skyl munden med fx klorhexidin, lunkent saltvand eller kamillete efter hvert måltid. Børst tænder med en blød tandbørste, og brug om muligt fluorholdig tandpasta. Smagen af tandpasta kan dog føles meget stærk. Det kan være en god idé at bruge en elektrisk tandbørste.
Når du har afsluttet strålebehandlingen, kan du pleje din mund med en række specialprodukter, som du kan købe på apoteket eller hos materialisten.
Børst tænderne med specialtandpasta
Så snart normal tandbørstning igen bliver muligt, er det vigtigt at komme i gang med hyppig tandbørstning med fluorholdig tandpasta:
- Zendium fremstiller en speciel fluorholdig tandpasta til patienter med mundtørhed: Zendium Saliva tandpasta.
- Colgate fremstiller en fluoropløsning: Gel-Kam til fluorbehandling.
Behandl eventuel mundtørhed
Du kan behandle generende mundtørhed med forskellige former for kunstigt spyt:
- Zendium Saliva Gel eller Zendium Saliva mundspray gel kan anvendes såvel under som efter strålebehandlingen. Zendium Saliva lindrer smerter og modvirker mundtørhed.
- Kunstigt spyt (apotekets). Du kan selv blande vand, glycerin (sødt) og æblesaft (spytstimulerende).
- Listerine Fluoride: Indeholder fluor og er med til at styrke tændernes emalje.
Behandl ømme slimhinder
Du kan behandle ømme slimhinder med:
- profylin sugetabletter
- andolex mundskyllevæske
- kamillete.
Undgå sukkerholdige produkter
Undgå sukkerholdige sugetabletter, syrlige drops, sukkerholdig sodavand og lignende af hensyn til tænderne, som er skrøbelige efter strålebehandlingen.
Gå hyppigt til tandlægen
Efter behandlingen skal du gå til tandlægen hyppigt for at blive undersøgt, få tandrensning og fluorbehandling. Det er individuelt, hvor ofte det er nødvendigt at komme til behandling, men du må regne med at skulle til tandlægen hver eller hver anden måned.
Hvis du har fået fjernet tænder i forbindelse med strålebehandlingen, kan du have behov for at få erstattet de fjernede tænder med tandproteser. Behandlingen skal foregå hos din egen tandlæge, men betales af Kæbekirurgisk Afdeling efter de gældende regler.
Hvis du har behov for anden tandbehandling, fx tandfyldninger, rodbehandling eller krone på tænder, kan du få tilskud til behandlingerne, hvis det kan dokumenteres, at skaderne er opstået på grund af strålebehandlingen. Det er din tandlæge, som skal søge om tilskuddet hos Region Nordjylland.