Behandling af myelomatose med Velcade, Lenalidomid og Dexamethason (VRD før HDT)
Vi anbefaler dig medicinsk behandling af din kræftsygdom og håber, at dette materiale kan være en hjælp til at få et overblik over behandlingen. Materialet kan også danne udgangspunkt for samtaler mellem dig og os om forløbet.
Dine pårørende kan også have glæde af at læse materialet, så de bedre kan støtte dig i behandlingsforløbet.
Inden behandlingen starter, informerer vi dig også mundtligt om behandlingens virkning og bivirkninger.
-
Vi anbefaler dig medicinsk behandling af din kræftsygdom og håber, at dette materiale kan være en hjælp til at få et overblik over behandlingen. Materialet kan også danne udgangspunkt for samtaler mellem dig og os om forløbet.
Dine pårørende kan også have glæde af at læse materialet, så de bedre kan støtte dig i behandlingsforløbet.
Inden behandlingen starter, informerer vi dig også mundtligt om behandlingens virkning og bivirkninger.
-
Den behandling, du er blevet tilbudt, indeholder stofferne Velcade, Lenalidomid og Dexamethason. Stofferne hæmmer kræftcellernes vækst på forskellig måde. Ved at give stofferne sammen opnås en bedre virkning på sygdommen.
Velcade (Bortezomib) er kemoterapi, der er med til at mindske antallet af kræftceller, så de raske celler får mere plads, og nedbrydningen af knoglevæv mindskes.
Lenalidomid aktiverer nogle specielle celler i kroppens eget immunsystem, så de angriber kræftcellerne. Lenalidomid påvirker også det miljø, der omgiver kræftcellerne. Dermed får kræftcellerne dårligere vilkår for at vokse og formere sig.
Dexamethason, som er et binyrebarkhormon, er ligeledes med til at mindske antallet af kræftceller.
-
Behandlingsforløbet
Denne behandling tilbyder vi dig som forbehandling til, at du skal gennemgå højdosis behandling med stamcellestøtte, også kaldet autolog stamcelletransplantation. Højdosisforløbet kalder vi også HDT-forløb, og dette vil vi senere gennemgå med dig.
Behandlingen foregår dels på hospitalet og dels i dit eget hjem. Velcade får du i Hæmatologisk Ambulatorium, mens Lenalidomid og Dexamethason er henholdsvis kapsler og tabletter, du skal tage derhjemme.
Du skal have behandlingen i 4 serier. Hver serie forløber på samme måde, og varer 3 uger (21 dage). Herefter vil dit højdosisforløb blive planlagt.
Du vil jævnligt få taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker. Blodprøverne er også med til at vise, hvordan du tåler behandlingen. Din læge og sygeplejerske vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb. Bagerst i denne pjece kan du se et skema, som viser, hvordan et behandlingsforløb kan se ud.
-
2-3 dage før hver opstart af ny serie skal du have taget blodprøver. Hvis de er fine, vil vi bestille din behandling, og vi tilstræber den er klar, når du kommer.
På førstedagen i hver serie taler du med lægen. Her vurderer lægen sammen med dig, hvordan behandlingen har virket på din sygdom, og hvordan du tåler den. Hvis du oplever bivirkninger til behandlingen, kan lægen beslutte at reducere din behandling. Herefter mødes du med sygeplejersken, som giver dig behandlingen.
Sygeplejersken taler med dig om, hvordan du har det, og hvilke bivirkninger du eventuelt har haft. Herefter får du medicinen som en indsprøjtning under huden. Du kan selv bestemme, om det skal være i overarmen, i maven eller i låret.
Vi pakker medicinen, du skal have udleveret fra os, så du selv kan tage det hjemme. Vi udleverer typisk medicin til en hel serie ad gangen.
-
Du skal tage Lenalidomid på nogenlunde samme klokkeslæt hver dag. Du må hverken knuse kapslerne eller tygge dem. De skal synkes hele sammen med rigeligt vand og gerne i forbindelse med et måltid.
Hvis din dosis Lenalidomid udgøres af flere kapsler om dagen, skal du tage alle kapslerne på én gang. Du må altså ikke fordele dem ud over dagen.
Du skal tage Dexamethason om morgenen, da medicinen kan medføre rastløshed og opstemthed. Du kan derfor få problemer med at sove, hvis du tager Dexamethason senere på dagen. Tag gerne Dexamethason sammen med morgenmaden.
-
Alle mennesker er forskellige og reagerer derfor forskelligt på behandlingen.
Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever bivirkninger.
Afhængig af graden af bivirkninger, og hvilke bivirkninger det drejer sig om, kan lægen i samråd med dig reducere din dosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.
I de følgende afsnit kan du læse om de hyppigste bivirkninger ved Velcade, Lenalidomid og Dexamethason. Hvis du ønsker uddybende information, er du velkommen til at spørge os. Du kan også selv søge information om medicinen på internettet, fx på https://min.medicin.dk eller på https://indlaegsseddel.dk
-
Træthed
De fleste oplever træthed i forbindelse med sygdommen og specielt under behandlingen. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og god nattesøvn. Du kan selv gøre følgende for at afhjælpe træthed:
- Hold flere små hvilepauser i løbet af dagen.
- Sørg for frisk luft og små gåture.
- Sørg for let adspredelse i din hverdag.
- Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål.
Fortæl os om din træthed, så vi kan hjælpe og guide dig i at leve med den og håndtere den.
Påvirkning af blodcellerne
De forskellige blodceller, som dannes i knoglemarven, udgøres af:
- røde blodlegemer, der bærer ilt rundt i kroppen (hæmoglobin eller ’blodprocenten’).
- hvide blodlegemer (leukocytter), der udgør kroppens immunforsvar og beskytter mod infektioner.
- blodplader (trombocytter), der medvirker til at standse blødning.
Disse blodceller kan blive påvirket af behandlingen med Velcade og Lenalidomid, så antallet af dem bliver nedsat. Du skal derfor være opmærksom på de symptomer, der er nævnt i de følgende afsnit.
Infektion
Du kan få feber, fordi du har større risiko for at få infektion. Det er derfor altid en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas, begynder at fryse over kort tid eller får kulderystelser. Kontakt os altid, hvis du får over 38,3 i temperatur. Så skal du måske have behandling for infektionen med antibiotika, enten som drop eller som tabletter. Vi anbefaler, at du måler din temperatur med et øretermometer.
Du kan selv gøre følgende for at forebygge infektioner:
- Sørg for god håndhygiejne: vask hænder efter toiletbesøg og før måltider.
- Drik rigeligt med væske, blandt andet for at undgå blærebetændelse
- Undgå nær kontakt med personer, der hoster, har feber, er meget forkølede, har halsbetændelse eller influenza.
Blodmangel
Hvis du får åndenød eller hjertebanken, når du anstrenger dig, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Du kan selv gøre følgende for at mindske generne ved lav blodprocent:
- Rejs dig gradvist og forsigtigt fra liggende og siddende stilling.
- Undgå større, fysisk anstrengelse.
Blødning
Et lavt antal blodplader kan betyde, at fx næseblødning har svært ved at stoppe af sig selv. Det kan også vise sig ved, at du nemmere får blå mærker på huden, hyppigst på underbenene. Hvis du oplever blødning, som ikke standser, skal du altid kontakte os.
Du kan selv gøre følgende for at undgå blødning, hvis du har et lavt antal blodplader:
- Brug en blød tandbørste.
- Brug elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad.
- Undgå at tage såkaldt gigtmedicin, der indeholder stoffet ibuprofen, samt smertestillende medicin, der indeholder acetylsalisylsyre, som øger risikoen for blødninger og belaster nyrerne. Spørg os, hvis du er i tvivl om, hvilke præparater det drejer sig om.
- Vær varsom, når du omgås skarpe genstande, fx knive.
- Undgå kraftig fysisk anstrengelse.
Ændret afføring
Lenalidomid og Velcade kan give lettere utilpashed i maven og tendens til forstoppelse eller diarré. For nogle patienter kan det være nødvendigt at bruge et afføringsmiddel regelmæssigt.
Afføringsmidler kan købes på apoteket uden recept.
Du kan selv gøre følgende for at holde maven i gang:
- Drik rigeligt med væske, gerne 2-3 liter hver dag.
- Hold dig i bevægelse og undgå sengeleje.
- Spis fiberrig mad, fx frugt og grønt, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø.
En af årsagerne til diarré er, at slimhinderne i tarmen afstødes, og tarmens evne til at opsuge væske bliver nedsat. Det kan derfor være nødvendigt at være indlagt i forbindelse med længerevarende diarré, så du kan få væske via et drop. Det kan også være nødvendigt at give medicin, som virker stoppende.
Sådan kan du selv behandle let diarré:
- Drik rigeligt, da du mister væske.
- Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde saltbalancen.
- Prøv gamle husråd som revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris, som muligvis kan stoppe diarré.
Hvis du har feber og diarré, skal du kontakte os, da du kan have en tarminfektion, som kræver behandling.
Nogle oplever at få vedvarende diarré, når de har fået behandling med Lenalidomid gennem længere tid. Informér os om det, hvis det er noget du oplever, så vi kan hjælpe med at vurdere, om det skyldes Lenalidomid-behandlingen og guide dig i, hvilken stoppende medicin du kan få.
Kvalme og opkastning
Det er sjældent, at man får kvalme og opkastning af behandlingen. Tal med sygeplejersken eller lægen, hvis du har kvalme, da det kan være nødvendigt med nærmere undersøgelser eller eventuelt kvalmestillende medicin.
-
Føleforstyrrelser og nedsat kraft
Velcade kan give føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelse i specielt fingre og tæer. Nogle kan få tiltagende vanskeligheder med at knappe knapper, strikke, sy eller gå op og ned ad trapper.
Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og rejsningsproblemer. Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris. Påvirkningen af nerverne kan medføre smerter, såkaldte nervesmerter, som kan føles lynende, jagende og stødende.
Hvis du på grund af sygdommen eller tidligere behandlingen allerede har disse føleforstyrrelser, kan de blive værre, når du begynder behandlingen med Velcade.
Hvis du oplever føleforstyrrelser eller vanskeligheder med at udføre hverdagsopgaver, skal du oplyse det til lægen eller sygeplejersken. Tal også med lægen eller sygeplejersken, hvis du har behov for smertestillende medicin.
Du kan selv mindske generne ved føleforstyrrelser:
- Tag varme bade.
- Brug varme eller kolde omslag.
- Massér blidt de påvirkede områder.
- Beskyt hænder og fødder – undlad fx at gå med bare fødder, og brug handsker i koldt vejr.
- Brug komfortabelt fodtøj med skridsikre såler.
- Plej huden på hænder og fødder med creme.
-
Blodprop i ben og blodprop i lunger
Behandling med Lenalidomid medfører en øget risiko for blodpropper i venesystemet, typisk i benene eller i lungerne. Blodprop i benet kan vise sig ved øm hævelse af det ene ben. Der kan være smerter i benet, især ved gang. Blodprop i lungen kan give symptomer som feber, smerter i brystet, hoste, åndenød og (sjældent) ophostning af rødligt slim.
For at mindske risikoen for blodpropper skal du have medicin, som fortynder blodet, mens du er i behandling med Lenalidomid. Fortæl din læge, hvis du tidligere har haft blodpropper, og kontakt os, hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer.
Du kan selv gøre følgende for at mindske risikoen for blodpropper:
- Kom ud af sengen/sofaen, gå jævnligt ture og lignende.
- Sid ikke i timevis med benene i samme stilling.
- Drik 2-3 liter væske hver dag for at holde blodet tilpas fortyndet.
Kløe og udslæt
Nogle patienter får tør hud, kløe og udslæt på kroppen af Lenalidomid. Du kan selv gøre følgende for at modvirke tør hud og kløe:
- Smør huden med ikke-alkoholbaseret fugtighedscreme.
- Brug tøj af bomuld på steder, hvor huden er mest generet.
- Undgå at tage bad i meget varmt vand.
Undgå graviditet
Når man bliver behandlet med Lenalidomid, kan der være risiko for fosterskader. Derfor gælder følgende for kvinder i den fødedygtige alder:
- Du må ikke blive gravid under behandlingen med Lenalidomid og i mindst 12 uger efter afslutning af behandlingen.
- Hvis du er steriliseret, skal du alligevel bruge prævention.
- Hvis en menstruation udebliver, skal du straks kontakte os.
For mænd gælder følgende:
- Du må ikke gøre din partner gravid, mens du er i behandling med Lenalidomid og i mindst 12 uger efter afsluttet behandling.
- Lenalidomid er til stede i sæd, og du skal derfor anvende kondom, også selvom du eventuelt er steriliseret.
- Hvis du har planer om at få et barn senere, bør du overveje at deponere sæd forud for behandling med Lenalidomid, da stoffets langtidsvirkning på sæd endnu er ukendt.
OBS: Patienter i behandling med Lenalidomid må ikke donere blod eller sæd.
Nedsat sexlyst
Lenalidomid kan nedsætte lysten til seksuelt samvær for både mænd og kvinder.
Præparatet kan også påvirke evnen til at få rejsning hos mænd. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever disse problemer.
Andre bivirkninger ved Lenalidomid
De fleste oplever mere træthed og manglende energi, og enkelte patienter oplever decideret sløvhed og døsighed.
Andre bivirkninger kan være almen utilpashed, mundtørhed samt ophobning af væske i kroppen, der kan vise sig ved hævede ben eller vægtstigning. Nogle patienter kan opleve svimmelhed eller humørændringer.
En anden bivirkning er kramper i benene eller muskelkramper andre steder i kroppen.
-
Bivirkningerne ved Dexamethason afhænger meget af:
- hvor høj en dosis af Dexamethason, du får
- hvor længe Dexamethason bliver givet.
Jo højere dosis og jo længere tid, jo mere stiger risikoen for bivirkninger. Herunder kan du læse mere om de hyppigst forekommende bivirkninger ved Dexamethason. Du kan opleve bivirkningerne i større eller mindre grad.
Svie og ubehag i maven
Dexamethason kan give svie og ubehag øverst i maven, og kan medføre forværring af mavesår. Hvis du ikke i forvejen er i behandling med medicin mod mavesyre, vil vi udlevere medicin herfor, som du skal tage sammen med Dexamethason.
Sukkersyge
Hvis du pludselig begynder at blive meget mere tørstig end ellers og har hyppigere vandladning, skal du kontakte os. Dexamethason kan medføre stigning i blodsukkeret, hvilket betyder, at du kan have fået sukkersyge. Sukkersygen er oftest midlertidig og vil forsvinde efter endt behandling.
Opstemthed eller depression
Dexamethason kan virke opkvikkende. Du kan føle dig humørmæssigt opstemt, rastløs, få mere energi, og du taler måske mere, end du plejer. Hos nogle (men færre) patienter kan medicinen medføre det modsatte, nemlig nedtrykthed og depression.
Øget appetit
Dexamethason øger appetitten hos mange patienter. Trangen til at spise kan blive stor og betyde, at du spiser meget mere, end du plejer.
Infektion
Dexamethason sænker legemstemperaturen kunstigt i de dage, du får medicinen. Vær derfor ekstra opmærksom på symptomer på infektion, fx utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.
Ophør med Dexamethason
Nogle patienter kan blive utilpasse i dagene efter, at de er holdt op med Dexamethason. Det kan fx vise sig ved generel utilpashed, træthed, energiløshed, lettere nedtrykthed eller rysten på hænderne.
Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.
Supplerende behandling
Du har øget risiko for virusinfektioner, især helvedesild (Herpes Zoster) under behandlingen med Velcade. Du skal derfor have behandling med tabletter, som beskytter dig mod helvedesild. Du skal tage tabletterne morgen og aften i hele behandlingsperioden og i 12 måneder efter afsluttet højdosisbehandling.
Vi anbefaler, at du for at forebygge afkalkning af dine knogler, dagligt tager tablet Unikalk Forte morgen og aften. Medicinen kan købes i håndkøb.
-
Kontakt os altid, hvis du får følgende symptomer:
- Temperatur over 38,3 grader.
- Andre tegn på infektion.
- Blødning.
-
Medicin, som gives på hospitalet
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15-21
Velcade
X
-
-
X
-
-
-
X
-
-
X
-
-
-
-
Medicin, du skal tage hjemme
Dag
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15-21
Dexamethason
Tages morgen
X
X
-
X
X
-
-
X
X
-
X
X
-
-
-
Eventuelt:
Pantoprazol
Tages morgen
X
X
-
X
X
-
-
X
X
-
X
X
-
-
-
Lenalidomid
Tages til natten
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
-
Valaciclovir
Tages morgen og aften
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
Blodfortyndende medicin
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
Unikalk Forte
Tages morgen og aften (Håndkøb)
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
X
+
X
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Hæmatologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 38 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Sygeplejersken træffes bedst: 10.00 – 13.30
Hæmatologisk Sengeafsnit 7 Vest
Tlf. 97 66 38 01
Vi træffes efter kl. 15.00 samt weekender og helligdage
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/hæmatologi