Undersøgelse for Downs syndrom
-
-
Fortsæt graviditeten uden undersøgelser
I kan vælge at fortsætte graviditeten uden at foretage flere undersøgelser. I vil dermed ikke vide, om jeres barn bliver født med Downs syndrom eller ej.
Moderkageprøve eller fostervandsprøve
Hvis I ønsker at vide, om jeres foster har Downs syndrom, kan vi tage enten en moderkageprøve eller fostervandsprøve senere i graviditeten. Før prøven kan tages, skal I til endnu en skanning og en samtale med en læge, hvor vi eventuelt kan undersøge andre detaljer, der kan have indflydelse på sandsynlighedstallet. Dette foregår i Aalborg.
I Danmark er det vedtaget, at gravide kvinder kan få foretaget en moderkageprøve eller en fostervandsprøve, hvis sandsynlighedstallet er større end 1:300.
Ved en moderkageprøve tager vi en lille mængde væv fra moderkagen ud med en tynd kanyle gennem maveskindet. Du bliver ultralydsskannet, imens vi tager prøven. Vi foretager moderkageprøven, hvis du er mellem 11. og 14. graviditetsuge.
Ved en fostervandsprøve tager vi cirka 15-20 ml fostervand ud ved hjælp af samme metode som ved moderkageprøven. Fostervandsprøven foretager vi først, hvis du er efter 16. graviditetsuge.
Vær opmærksom på, at risikoen for uønsket abort i forbindelse med moderkageprøve og fostervandsprøve er ½ -1 %. Det vil sige, at ud af hver 100-200 kvinder, der får foretaget prøven, vil 1 abortere.
Læs mere om Downs syndrom
Vil I gerne vide mere om Downs syndrom, kan I læse på Landsforening Downs Syndroms hjemmeside:
Her kan I blandt andet læse om, hvordan Downs syndrom påvirker kroppen, om livet som forældre og søskende til et barn med Downs syndrom, og måske kan I finde hjælp til at træffe en afgørelse om, hvad der skal ske i jeres graviditet.
Moderkagevævet eller fostervandet bliver undersøgt for Downs syndrom og andre kromosomsygdomme. Prøvesvaret er 99,9 % sikkert. I kan få svar på prøven efter cirka 1 uge.
Langt de fleste undersøgelser er normale. Hvis prøverne viser, at jeres foster har Downs syndrom, vil vi tilbyde jer en samtale med en børnelæge og sætte jer i kontakt med Landsforeningen Downs Syndrom, der kan give jer et indblik i livet med et udviklingshæmmet familiemedlem.
Hvis I vælger at fortsætte graviditeten, efter prøven har vist, at fosteret har Downs syndrom, kan I senere i graviditeten få lavet en særlig skanning af fosterets hjerte, da nogle børn med Downs syndrom fødes med hjertefejl.
Afbryd graviditeten
Hvis I ønsker at afbryde graviditeten, og er I efter 12. graviditetsuge, skal I søge om tilladelse til abort gennem Samrådet for abort og sterilisation i Region Nordjylland. Samrådet består af 1 læge med gynækologisk speciale, 1 læge med speciale i psykiatri og 1 medarbejder med juridisk uddannelse. Lægen hos os sørger for papirarbejdet i forbindelse med ansøgningen og tager telefonisk kontakt til Samrådet for abort og sterilisation. Dette arbejde forlænger ikke ventetiden på en eventuel abort.
Sig til, hvis I har behov for at tale om jeres valg
Har I behov for flere samtaler, inden I træffer et valg, aftaler vi også tid til det. I kan planlægge samtalerne med den læge, I har kontakt til.
-