At føde et dødt barn
-
-
Du/I vil være tilknyttet en jordemoder under hele forløbet på Fødegangen. Vi tilstræber, at du/I skal møde så få personer som muligt, men da en igangsættelse kan vare flere dage, kan det ikke undgås, at du/I kommer til at møde forskellige jordemødre.
Jordemoderen vil støtte dig/jer gennem hele forløbet og tale med dig/jer om eventuelle ønsker i forbindelse med fødslen og tiden lige efter.
Igangsættelse af fødslen
Igangsættelse af fødsel kan ske på flere måder. Vi planlægger et forløb der tilrettelagt til din situation. Det kan være tale om tabletter som skal spises, at der prikkes hul på fosterhinderne (så man får vandafgang) og/eller et ve-stimulerende drop.
I forbindelse med igangsættelse af fødslen får du taget nogle blodprøver, der blandt andet viser din blodprocent og dit blods evne til at størkne. Derudover kan vi tage blodprøver fra dig, der måske kan være med til at klarlægge årsagen til barnets død.
Vi opfordrer din partner eller en anden nær pårørende til at være med under hele forløbet, og vi kan derfor tilbyde overnatning på afdelingen. Du/I kan modtage besøg af familie og venner, som I ønsker det, under igangsættelsesforløbet. Har du/I lyst, kan I tage hjem og sove om natten.
Fødslen
Du skal føde på normal vis. Under fødslen er jordemoderen til stede. Den vagthavende læge kan tilkaldes, hvis du/I har behov for en samtale før eller efter fødslen.
Vi aftaler med dig/jer, hvordan du gerne vil have det efter fødslen. Du/I kan få barnet op til jer, hvis du/I ønsker det, og så længe du/I ønsker det.
Smertelindring under fødslen
Under fødslen kan vi tilbyde dig smertelindring efter ønske og behov:
- Varmepuder, som virker lindrende ved lændesmerter og smerter over skambenet
- Steriltvandspapler – flere små indsprøjtninger med sterilt vand lige under huden, som kan virke lindrende især på lændesmerter
- Akupunktur
- Morfin – gives som indsprøjtning
- Epiduralblokade – rygbedøvelse, som gør fødslen næsten smertefri
- Spinalblokade – rygbedøvelse, som kan mindske smerter i den sidste del af udvidelsesperioden
- Pudendusblokade – lokalbedøvelse, der lægges i skeden og lindrer smerter i mellemkødet, når barnet fødes.
-
Undersøgelse af barnet
Efter fødslen bliver barnet vejet, målt og undersøgt af jordemoderen. Jordemoderen poder også barnet fra navle, ører eller svælg med henblik på at opspore eventuel infektion, som kan være medvirkende til dødsårsagen.
En læge vil ligeledes undersøge barnet og udfærdige dødsattesten. Du/I vil desuden oftest blive tilbudt obduktion og kromosomundersøgelse af barnet. Se yderligere oplysninger i pjecen ”Når et lille barn dør”.
Afsked med barnet
Vi aftaler med jer, hvordan du/I gerne vil have det, og hvem du/I måske gerne vil have på besøg. Vi kan tage billeder, som du/I kan få med hjem, eller som vi kan gemme i journalen, så du/I altid kan bede om dem. Hvis du/I ønsker det, kan der afholdes en ceremoni, enten med eller uden præst.
Hvis barnet er født efter uge 22, skal det begraves. Jordemoderen vil gerne hjælpe dig/jer med at lægge barnet i kiste eller blot være til stede, hvis du/I ønsker det.
Undersøgelse af moderkagen
Din moderkage bliver undersøgt, podet, vejet og sendt til nærmere undersøgelse på Patologisk Institut.
Tag hjem eller bliv på sygehuset
Efter fødslen kan du/I vælge at tage direkte hjem eller blive overflyttet til Sengeafsnit for Gynækologi og Graviditet. Du/I må blive på Fødegangen sammen med barnet, så længe du/I har behov for det. Hvis I vælger at blive overflyttet til Sengeafsnit for Gynækologi og Graviditet, giver vi personalet der besked om det forløb, I har været igennem. Vi sørger også for, at personalet bliver informeret om de aftaler, vi har lavet med dig/jer.
Inden I forlader Fødegangen, vil du/I blive tilbudt en samtale med den jordemoder, du/I har født med. Det kan være ved telefonsamtale eller fysisk møde.
-
Samtale med læge
Du/I vil få tilbudt en samtale med en af afdelingens læger 8 uger efter fødslen. Du/I vil her få svar på de undersøgelser, der er lavet, og vi kan planlægge, hvordan vi gør i en ny graviditet, hvis I ønsker dette.
Psykisk reaktion
Det er en svær oplevelse at føde et dødt barn. Du/I har mulighed for at få psykologhjælp efter fødslen, hvis du/I ønsker det. Du/I skal henvises gennem egen læge og kan få tilskud fra sygesikringen. I Du/er også altid velkomne til at henvende dig/jer til os.
-