Fortsæt graviditeten uden undersøgelser
Du/I kan vælge at fortsætte graviditeten uden at få foretaget flere undersøgelser. Du/I vil dermed ikke vide, om jeres barn bliver født med Downs syndrom eller andre kromosomafvigelser.
Moderkageprøve eller fostervandsprøve
Hvis du/I ønsker at vide, om jeres foster har Downs syndrom eller en anden kromosomafvigelse, kan vi tage enten en moderkageprøve eller fostervandsprøve senere i graviditeten. Før prøven kan tages, skal du/ I til en samtale med en læge.
I Danmark er det vedtaget, at gravide kan få foretaget en moderkageprøve eller en fostervandsprøve, hvis risikotallet er større end 1:300.
Ved en moderkageprøve tager vi en lille mængde væv fra moderkagen ud med en tynd kanyle gennem maveskindet. Du bliver ultralydsskannet, imens vi tager prøven. Vi foretager moderkageprøven, hvis du er mellem 11. og 14. graviditetsuge.
Ved en fostervandsprøve tager vi cirka 20-30 ml fostervand ud ved hjælp af samme metode som ved moderkageprøven. Fostervandsprøven foretages først, hvis du er efter 17. graviditetsuge.
Vær opmærksom på, at risikoen for uønsket abort i forbindelse med moderkageprøve og fostervandsprøve er ½%. Det vil sige, at ud af hver 200 gravide, der får foretaget prøven, vil 1 abortere.
Moderkagevævet eller fostervandet bliver undersøgt for Downs syndrom og andre kromosomafvigelser. Prøvesvaret er 99,9 % sikkert. Det endelige svar er oftest klar efter 1 uge.
Langt de fleste resultater er normale. Hvis prøverne viser, at dit/jeres foster har Downs syndrom eller en anden alvorlig sygdom, vil vi tilbyde dig/jer en samtale med en læge, hvor du/I kan få mere information.
Hvis du/I vælger at fortsætte graviditeten, efter prøven har vist, at fosteret har Downs syndrom eller anden kromosomafvigelse, kan du/I senere i graviditeten få lavet en særlig skanning af bl.a. fosterets hjerte, da nogle børn fødes med misdannelser.
Afbrydelse af graviditeten
Hvis du/I ønsker at afbryde graviditeten, og er du efter 12. graviditetsuge, skal du/I søge om tilladelse til abort gennem Samrådet for abort og sterilisation i Region Nordjylland. Samrådet består af 1 læge med gynækologisk speciale, 1 læge med speciale i psykiatri og 1 medarbejder med juridisk uddannelse. Lægen hos os sørger for papirarbejdet i forbindelse med ansøgningen og tager telefonisk kontakt til Samrådet for abort og sterilisation. Dette arbejde forlænger ikke ventetiden på en eventuel abort.
Sig til ved behov for at tale om jeres valg
Har du/I behov for flere samtaler, inden du/I træffer et valg, aftaler vi også tid til det. Du/I kan planlægge samtalerne med den læge, du/I har kontakt til.