Vigtig information til dig, der er i IVF-eller ICSI-behandling
-
-
Hvis ægoplægningen aflyses
Vi kontakter dig telefonisk, hvis ægoplægningen skal aflyses eller udsættes. Dette kan ske i følgende situationer:
- Dag 2. Hvis ingen af dine æg er korrekt befrugtet, ringer vi inden kl. 9.00.
- Dag 5. Hvis blastocysterne udvikler sig langsommere end forventet og har brug for en ekstra dag, udsættes oplægningen. Du bliver kontaktet senest kl. 9.00. I disse tilfælde dyrkes æggene videre til dag 6, og hvis de er egnede, bliver de nedfrosset. Antallet af nedfrosne blastocyster noteres i din journal, som du kan se på https://sundhed.dk
Hvis ægoplægningen udsættes
Det aftales oftest på dagen for ægudtagningen eller telefonisk i dagene efter. Alle egnede blastocyster nedfryses og kan oplægges senere i en cyklus, hvor forholdene er optimale.
Du kan forvente at få menstruation 4–14 dage efter ægudtagningen, afhængigt af hvordan din cyklus reagerer på behandlingen.
Årsager til nedfrysning af æg
- Langsom udvikling. Nogle æg udvikler sig langsommere og har brug for ekstra tid. Vi dyrker dem derfor til dag 6. Vi lægger ikke blastocyster op på dag 6, da livmoderslimhinden muligvis ikke længere er klar til, at blastocysten kan sætte sig fast. Hvis blastocysterne er af god kvalitet, nedfryser vi dem og lægger dem op senere i en mere passende cyklus.
- Ægudtagning om tirsdagen. Når æggene tages ud tirsdag, falder ægoplægningen på dag 5 på en søndag, hvor klinikken er lukket. Derfor nedfryses alle egnede blastocyster.
- Risiko for overstimulation. Overstimulationssyndrom (OHSS) kan opstå, hvis kroppen reagerer kraftigt på hormonbehandlingen. Tilstanden medfører væskeophobning i bughulen og kan give symptomer som mavesmerter, oppustethed og i sjældne tilfælde åndenød. Da tilstanden kan forværres ved graviditet, vælger vi at udsætte ægoplægningen og i stedet fryse egnede blastocyster ned.
Ingen egnede blastocyster
Hvis ingen blastocyster er egnet til ægoplægning og nedfrysning, vil du blive kontaktet af en sygeplejerske den næstkommende hverdag.
-
Hvis du oplever ubehag efter ægudtagning
Det er normalt at føle let ubehag efter ægudtagning. Ubehaget aftager typisk inden for et døgn. Det kan føles som menstruationssmerter, og mindre blødning kan forekomme.
- Smertelindring: Brug almindelig håndkøbsmedicin som fx Panodil® eller Pamol®. Undgå: Ipren® eller Ibumetin® (ibuprofen).
Undgå sport og tunge løft over 20 kg indtil graviditetstesten.
Risiko for overstimulation
Overstimulationssymptomer kan opstå cirka 5 dage efter ægudtagning og igen ved en positiv graviditetstest. Hold øje med:
- Smerter i underlivet
- Åndenød
- Oppustet mave.
Kontakt Fertilitetsenheden i åbningstiden og Lægevagten uden for åbningstid ved forværring, da indlæggelse kan være nødvendig.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Fertilitetsenheden
Sekretariat
Tlf. 97 66 32 03
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 10.00 og 13.00 – 14.00
Sygeplejersker
Tlf. 97 66 31 86
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.45 – 8.45
Lægevagten
Tlf. 70 15 03 00
Læs om, hvad der sker i laboratoriet ved befrugtning af æg med IVF her:
Læs om, hvordan befrugtning af æg med ICSI-metoden foregår i laboratoriet her:
https://aalborguh.RN.dk/patientinfo3
Du kan også tilgå siderne ved at skanne QR-koderne med kameraet i din telefon.