Insemination med donorsæd - for enlige
-
-
Du melder dig til behandling på din første menstrua-tionsdag.
Ultralydsskanning af æggestokkene
Cirka 10. dag i din menstruationsperiode ultralydsskanner vi dine æggestokke. Det gør vi for at finde det bedst egnede tidspunkt for inseminationen.
Vi ultralydsskanner gennem skeden for at se, hvor stor ægblæren er. En moden ægblære er 18-20 millimeter stor. Hvis ægblæren ikke er stor nok, når vi ultralydsskanner første gang, venter vi et par dage, hvorefter vi igen ultralydsskanner for at se, om ægblæren nu har den rette størrelse.
Hormoninjektion, der skal give ægløsning
Når ægblæren har den rette størrelse, skal du have en injektion med ægløsnende hormon. Du skal tage injektionen cirka klokken 22.00 om aftenen. Ægløsningen sker normalt 36-40 timer efter den ægløsende injektion, og derfor stræber vi efter at foretage inseminationen på dette tidspunkt.
Insemination
De rensede sædceller bliver indført gennem livmoderhalsen ved hjælp af et tyndt, blødt plastikrør. Under inseminationen ligger du på et gynækologisk leje. Selve inseminationen varer kun få minutter og er oftest helt smertefri. Efter inseminationen kan der dog hos nogle kvinder komme lette menstruationsagtige smerter, idet livmoderen trækker sig sammen.
-
Risikoen for smitte med HIV, leverbetændelse, klamydia, gonorré og syfilis er yderst ringe, da sæddonorerne løbende bliver undersøgt for disse sygdomme. Den anvendte sæd har været nedfrosset i mindst 6 måneder. Der gælder dog andre regler, hvis du bruger en kendt sæddonor. Læs mere senere i dette afsnit.
Du har mulighed for at vælge, om du vil gøre brug af en anonym sæddonor eller en ikke-anonym sæddonor.
Anonym sæddonor
Den anonyme sæddonor vil for altid være anonym bortset fra oplysning om hudfarve, øjenfarve, hårfarve, højde og vægt.
Ikke-anonym sæddonor
Der er forskellige løsninger med hensyn til, hvilke oplysninger du ønsker. Når der er tale om ikke-anonym sæddonor, skelner vi mellem følgende typer af kendskab til donor:
- Udvidet profil. Denne donor er ikke kendt af kvinden, der modtager sæden. Sæddonor giver her supplerende oplysninger om fx erhverv, fritidsinteresser, uddannelse og lignende.
- Åben donor. Denne donor er ikke kendt af kvinden, der modtager sæden, men sædbanken har yderligere oplysninger om ham (de samme oplysninger som under udvidet profil). Desuden har donoren tilladt, at fx barnet på et nærmere fastlagt tidspunkt via sædbanken kan indhente oplysninger om donors identitet.
- Kendt donor. Ved donation fra en kendt donor skelnes mellem dedikeret donation og ikke-dedikeret donation:
-
-
- Dedikeret donation. En enlig kvinde kan vælge at bruge en donor, som kvinden kender, fx en ven/bekendt eller et familiemedlem. Med et familiemedlem forstås en person, med hvem kvinden har mindre end 6,25 % arveanlæg tilfælles. Fx en halvfætter. Denne donor skal forinden godkendes i en sædbank, og sæden skal leveres fra denne sædbank. En donor, som udelukkende donerer til én bestemt kvinde, anses som far til barnet.
- Ikke-dedikeret. En enlig kvinde kan også vælge en sæddonor, hvis identitet kan oplyses i sædbanken på donationstidspunkt. Sæddonoren har valgt, at kvinden må kende hans identitet, mens din identitet er ukendt for ham. Sæddonoren vil i dette tilfælde ikke komme til at stå som far til barnet.
-
Alle udgifter ved brug af donorsæd betales af Region Nordjylland.
Bestilling af donorsæd
Du skal selv bestille donorsæd – se vejledning til dette på vores hjemmesidewww.fertilitet.rn.dkunder punktet ”Godt at vide om fertilitetsbehandling”.
-
Send en mail, når du får din menstruation
Når din menstruationsblødning starter, skal du sende en mail til os via linket ”Tilmelding til behandling” på vores hjemmeside. Oplys navn, fødselsdato og 1. blødningsdag. Du vil få en tid til ultralydsskanning på 10.-12. blødningsdag. Den dag, hvor der er blødning af menstruationsstyrke fra morgenstunden, er 1. blødningsdag.
I mailen skal du oplyse hvilken donor, du har bestilt.
-
Lav en urin-graviditetstest
14 dage efter inseminationen kan en urinprøve vise, om du er gravid. Hvis testen er positiv, ringer du til os og aftaler en tid til graviditetsskanning 3 uger senere.
På dette tidspunkt vil du være gravid svarende til uge 7, og vi kan ved en ultralydsskanning se fosteret og se, om fosterets hjerte slår.
Hvis du, efter at du er blevet gravid, ønsker at reservere sæd fra sæddonor til endnu et barn, således at børnene bliver helsøskende, kan du kontakte sædbanken og, for egen regning, reservere sæd til en senere behandling.
Hvis du ikke bliver gravid efter det aftalte antal behandlinger, må vi drøfte den videre behandling, der som regel vil være forsøg med reagensglasbehandling.
-
På Fertilitetsenheden indberetter vi til sædbanken, hvis du er blevet gravid. Det skal vi for at sikre, at donorens graviditetskvote bliver opdateret. Det er derfor vigtigt, at du melder tilbage til os ved fødsel eller abort. Når en donors graviditetskvote er nået i Danmark, må donoren kun benyttes til søskende.
-
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os. Desuden henviser vi til Lov nummer 602 af 18. juni 2012.