Behandling af gentagne ufrivillige aborter med intravenøs immunglobulin (Privigen)
Du er i behandling hos os, fordi du har haft gentagne ufrivillige aborter – også kaldet abortus habitualis. Lægen har vurderet, at behandling med Privigen er aktuel for dig.
I denne pjece kan du læse mere om, hvordan du forholder dig, og hvordan behandlingen forløber, når du har opnået graviditet.
-
Du er i behandling hos os, fordi du har haft gentagne ufrivillige aborter – også kaldet abortus habitualis. Lægen har vurderet, at behandling med Privigen er aktuel for dig.
I denne pjece kan du læse mere om, hvordan du forholder dig, og hvordan behandlingen forløber, når du har opnået graviditet.
-
En række behandlinger er testet hos kvinder med abortus habitualis, hvor der formodes at være forstyrrelser i immunapparatet. Forstyrrelser i immunsystemet, som årsag til abortus habitualis, er desværre ofte en udelukkelsesdiagnose, der bruges, når man ikke har kunnet finde anden sikker årsag.
Behandling med antistoffer fra bloddonorer (intravenøs immunglobulin/Privigen)
Hvis kvinden har haft abortus habitualis efter en fødsel (sekundær abortus habitualis) eller flere tilfælde af fosterdød sent i graviditeten, tyder kontrollerede undersøgelser på, at infusioner med antistoffer fra bloddonorer (Privigen) under graviditeten vil øge chancen for fødsel. Det er usikkert, om Privigen har effekt ved tidlige aborter hos kvinder, der ikke tidligere har født.
Behandling med Privigen og Prednison
Til de kvinder, der har et stort antal aborter efter IVF- eller ICSI-behandling og eventuelt har oplagte forstyrrelser i immunsystemet, tilbyder vi behandling med Privigen kombineret med binyrebarkhormonet Prednison. Hos denne gruppe kvinder påbegyndes begge behandlinger før indtrådt graviditet.
-
For at øge chancen for at opnå og/eller gennemføre graviditet, tilbyder vi dig behandling med intravenøs immunglobulin. Intravenøs betyder, at ud får behandlingen gennem et drop direkte ind i blodbanen. Du skal regne med, at behandlingen varer cirka 4-6 timer pr. gang.
Lægen laver en individuel plan for dig, omkring hvor mange forbehandlinger du tilbydes, og hvor lang tid der skal gå imellem disse.
Du kan desuden være sat i behandling med øvrige præparater, fx Prednison, Lutinus® eller Fragmin®.
I forhold til disse præparater skal du følge den aftale, du har lavet med lægen.
-
Bliver du gravid, skal du melde det via en blanket “indmeld din graviditet her”
Herefter vil sygeplejersken kontakte dig pr mail om, hvornår du skal få taget mindst 2 Se-hCG-målinger (blodprøver) med 24 timers mellemrum på et lokalt hospital eller hos din egen læge.
Når der er kommet svar på blodprøverne, kontakter sygeplejersken dig med henblik på det videre forløb.
Ved tilfredsstillende Se-hCG-stigninger skal du have en tid til 1. infusion i den tidlige graviditet. Infusionen foregår på Fertilitetsenheden på Aalborg Universitetshospital, Aalborg.
Hvis du er meget tidligt gravid, bliver du ikke skannet i forbindelse med første infusion, da graviditeten vil være for ny til at kunne vurderes. I stedet vil vi måle HCG dagen inden infusionen.
-
Efter første infusion vil lægen lave planen for den videre behandling.
Hvert besøg starter med, at sygeplejersken foretager en graviditetsskanning. Denne er afgørende for, hvorvidt du skal have infusion denne dag. Konstateres graviditetstab, gives ingen infusion.
-
Når alle infusioner er givet i graviditeten, tilbydes du at komme til 1 ekstra graviditetsskanning afhængigt af behov, bopæl, og hvor ofte du følges på dit lokale hospital/fødested.
Vi foretager ikke graviditetsskanninger i de uger, hvor du i forvejen har tid til nakkefoldsskanning og midtvejsskanning. Når du er færdig med behandlingen, sender vi et afsluttende notat til dit fødested herfra med anbefalinger til videre kontrol.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om abortus habitualis, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: 'gentagne spontane aborter'.
Vestdansk Center for Gentagne Ufrivillige Aborter
Tlf. 97 66 32 03
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 10.00 og 13.00 – 14.00