Operation ved mistanke om kræft i æggestokke eller bughinder (åben operation)

På grund af mistanke om kræft i æggestokke eller bughinde har du været igennem et udredningsforløb med en række undersøgelser:

  • Gynækologisk undersøgelse
  • Ultralydsskanning
  • Blodprøver (CA125)
  • PET-CT-skanning
  • Eventuel udtømning af væske fra bughulen.

Diagnosen er vanskelig at stille, fordi symptomerne på æggestokkræft og kræft i bughinden er diffuse. På baggrund af undersøgelserne har vi dog vurderet, at der en risiko for, at du har sygdommen. (RMI>200).

Vi vil derfor tilbyde dig en operation. Operationen kan have flere formål:

  • At undersøge om diagnosen er korrekt
  • At vurdere, om sygdommen har bredt sig i bughulen
  • At fjerne al kræftvæv i bughulen.

Lægen, som er ansvarlig for din udredning og behandling, har informeret dig om formålet med din operation, og om hvilken type operation du skal have.

Om diagnosen æggestokkræft

Kræft i æggestokkene kan ramme kvinder i alle aldre.

Sygdommen opstår sjældent som en sygdom kun i æggestokkene. Den opstår ofte mange steder på én gang i bughulen. Når sygdommen opdages, og diagnosen stilles, vil sygdommen derfor ofte være i et højt stadium, hvilket betyder, at den har spredt sig til flere steder. Stadierne kan ses på denne figur:

Kroppen med pile og linjer, der angiver, hvor meget kræften har spredt sig. Billedet har følgende tekst: "Stadium IV: Kræften har spredt sig udenfor bughulen. Stadium IIII: Kræften har spredt sig udenfor æggestokkene, men er stadig begrænset til bughulen. Stadium II: Kræften har spredt sig udenfor æggestokkene, men er stadig kun begrænset til bækkenet. Stadium I: Kræften er stadig begrænset til den ene eller begge æggestokke."

Hvis sygdommen fortsat er i stadium I, kan den ofte behandles alene ved en operation, hvor begge æggestokke og æggeledere, livmoder, "fedtforklædet" og lymfeknuder i underlivet og langs hovedpulsåren som regel fjernes.