Behandling af mola-graviditet
En mola-graviditet er en graviditet, hvor der ikke er anlæg til et foster, eller hvor fosteret ikke kan leve. Navnet stammer fra det latinske ord for drueklase, da moderkagen ved en mola-graviditet har forgreninger, der er udspilet af væske. Disse forgreninger ses som blærer, der kan ligne en drueklase.
Derfor opstår mola-graviditet
En mola-graviditet opstår, når der sker en fejl i de første celledelinger, efter ægget er blevet befrugtet. Der findes 2 typer af mola-graviditet:
- Fuldstændig (komplet) mola. Her bliver der ikke udviklet noget fosteranlæg, og graviditeten består kun af moderkagen.
- Delvis (inkomplet) mola. Her udvikles et foster, som ikke er levedygtigt, og udviklingen af fosteret standser oftest i de første uger af graviditeten.
Sådan opdager du en mola-graviditet
En mola-graviditet vil vise sig ved blødning og eventuelt smerter, sædvanligvis inden for de første 3 måneder af graviditeten. Oftest kan en ultralydsskanning vise en graviditet, som er gået til grunde, og undersøgelsen vil eventuelt kunne vise en drueklase-lignende opbygning af graviditeten i livmoderen.
Ved en mola-graviditet kan du have almindelige symptomer på graviditet som brystspænding og morgenkvalme.
Graviditetsprøven er positiv
Ved en mola-graviditet er graviditetsprøven positiv. Det skyldes, at prøven måler et hormon (hCG), som dannes i moderkagen. Testen viser således, at der er levende moderkageceller, hvilket der vil være ved en mola-graviditet. Graviditetsprøven bruges derfor også til at af- eller bekræfte mola-graviditet.