Undersøgelse og behandling af kronisk betændelse i bugspytkirtlen
Du er indlagt på grund af opblussen af kronisk betændelse i bugspytkirtlen, også kaldet pancreatitis.
På grund af den permanente betændelse dannes der efterhånden arvæv i bugspytkirtlen. I begyndelsen kan det resultere i, at en del af bugspytkirtlens enzymproducerende væv går til grunde. Efter flere år kan den insulinproducerende del af bugspytkirtlen også blive ødelagt, og man kan udvikle sukkersyge.
På grund af manglen på enzymer kan fordøjelsen forringes. Det kan medføre vægttab og mangelsymptomer på blandt andet fedtopløselige vitaminer, da kroppen ikke er i stand til at optage næringsstoffer.