Sådan skåner du ryggen, når du har et stabilt brud på rygsøjlen
De første 3 måneder, efter du er kommet til skade, skal du være ekstra opmærksom på at tage hensyn til din ryg. Det gør du blandt andet ved at følge disse anbefalinger.
Sid ikke længere, end du har det godt med. Sid i en stol med god støtte i ryggen, og sid eventuelt med en pude i lænden. Du kan eventuelt låne en skråpude med hjem.
Begynd med kun at løfte få kilogram. Brug korrekt løfteteknik:
Du må være passager i bil, bus og tog, når du synes, du kan. Vi anbefaler, at du ikke kører lange ture de første 6 uger. Begynd med korte ture, og hold hyppige pauser.
Efter 3 måneder kan du være chauffør igen, hvis du kan køre forsvarligt i trafikken. Tager du medicin mærket med en advarselstrekant, skal du være opmærksom på, hvordan du reagerer på medicinen, og om du er i stand til at køre.
Lav de øvelser, som du er blevet instrueret i.
Brug dine hjælpemidler på den måde, som du har lært. Anvend også de teknikker, du er instrueret i, fx forflytnings- og løfteteknik.
Hvis du mærker smerter, når du skal dreje, bøje eller strække dig for at nå ting i dine omgivelser, fx tøj, service eller bøger, kan du omorganisere dine skabe og skuffer. Anbring varer og ting, du bruger ofte, hvor de er lettest at nå. Anbring tunge ting på nederste hylde i et overskab eller på øverste hylde i et underskab.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.